Ferien er snart slut, og vi er hjemvendt til København. Vi hygger os de sidste dage inden det går løs, og jeg prøver at finde ud af hvordan jeg egentlig har det.

Jeg ved ikke om jeg glæder mig til at starte, eller om jeg frygter det?!

Nok en blanding af begge dele.

Glæder mig fordi det bliver rart at være sammen med mennesker igen, og lære noget nyt hver dag.
Frygter det fordi jeg ved det bliver hårdt, og fordi jeg er bange for at jeg kun lige overlever diverse eksam(i?)ner osv.

For lidt tid siden, henvendte en låner sig til mig på engelsk, og dér fandt jeg ud af hvor usikkert mit engelsk er. Mit ordforråd er vist til den bedre side.
Jeg valgte spansk i stedet for engelsk som højniveaufag i gymnasiet, og ville stadig have gjort det den dag i dag. Engelsk har altid været et klart yndlingsfag, men den lærer jeg havde var virkelig upædagogisk, og jeg vidste at de to år jeg allerede havde haft med hende, var rigeligt.

Jeg ved godt at jeg sagtens kunne have brugt det sidste år, og niveau, i forhold til mine engelskkundskaber, men min lærer satte så stor en usikkerhed i mig omkring mine evner, at jeg føler jeg stod helt stille i min udvikling.

Før gymnasiet talte jeg det godt, men mest fordi jeg forstod ordlydene, så jeg havde ikke lært mig selv de mere detaljerede grammatiske regler. Og da hun så satte tvivl om hvad jeg sagde, når jeg ikke kunne forklare hvorfor jeg sagde det, forsvandt min selvtillid der før havde gjort at jeg troede på de sætninger jeg satte sammen.
Jeg er aldrig helt sluppet fra den, men må sande at det ikke passer når jeg går rundt og tror at mit engelsk er tilstrækkeligt.

Det havde jo selvfølgelig været passende at gøre noget ved det i sommerferien, men den er allerede væk og det er der ikke noget at gøre ved.
I stedet har jeg bestemt mig for i højere grad at læse engelske bøger i min fritid. Det er måske et lille skridt på vejen, men jeg tror ikke jeg er klar til de store skridt endnu.

Hey, nu må ham M godt snart stå op, så vi kan få noget ud af dagen!

-Berta