Min venteposition i går blev selvfølgelig langvarig. Så en film og listede trist i seng omkring kl. elleve, men kunne selvfølgelig ikke sove. Tog en pille, selvom jeg dermed vidste, at jeg ville være total i tåge, når handyret dukkede op, men det kunne jo så være min hævn. Fandme om han skulle tro, han kunne komme hjem og få sex efter at have efterladt mig hele aftenen (hvis han altså skulle have den tanke). Kan ikke finde ud af, om det er mig, der er for følsom og for nærtagende. Måske er han slet ikke så slem, som jeg gør ham til i mine tanker. Jeg bliver bare så fandens skuffet, når jeg har set op til at skulle hygge i hans selskab, og jeg så bare bliver efterladt helt alene. Efter mange år som single har jeg jo opbygget store tanker om det, at have en kæreste. Lidt ligesom på film, hvor man sidder dybt forelsket i stearinlysets skær med en flaske rødvin og kikker hinanden dybt i øjnene… Det har vi da også gjort, men jeg vil have meget, meget mere.. Jeg længes efter mere, mere nærvær, mere intim hygge, mere fortrolighed.. Måske er jeg også bare håbløs utålmodig. Vi har jo kun kendt hinanden i to måneder, måske kommer det hele med tiden, men omvendt kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at det er nu vi skulle være nyforelsket og helt forgabt i hinanden og bare ikke kunne få nok af hinanden. Men han var nu også sød i går. Han ringede klokken 20 minutter over elleve, det var ikke særlig sødt, og i protest over, at han ikke havde givet lyd fra sig før, lod jeg være med at tage telefonen, hvilket jeg ved, kan bringe hans pis i kog.
Nå, men jeg havde jo taget en pille, så jeg faldt hurtigt i søvn, og jeg aner ikke hvad klokken var, da jeg kunne mærke handyrets varme krop ligge sig tæt ind til mig og hviske i mit øre, at han havde savnet mig helt vildt. I min døs huskede jeg ikke, at jeg jo var sur på ham, så vi faldt i søvn, indslynget i hinandens kroppe, hvilket jo, indrømmet, var en fantastisk fornemmelse.
Næste morgen fortalte han, at han havde arbejdet til klokken elleve og havde taget en enkelt øl, hvilket havde gjort ham så døsig, at han nær var faldet i søvn bag rattet. Derfor havde han valgt at køre direkte til sin lejlighed, der ligger tæt på arbejdspladsen, og tage en times søvn inden han kom hjem. Det var det, han havde prøvet at ringe og fortælle. Godt jeg ikke tog telefonen. Jeg var blevet rasende og havde ikke troet ham alligevel, men da han fortalte det om morgen, lød det meget troværdigt. Han var vågent klokken halv tre, og havde bare savnet mig helt forfærdeligt, så han måtte køre hjem til mig med det samme, selvom det var midt om natten. Det var jo ret så sødt, og eftersom han også kørte til bageren og købte morgenbrød og bare var en ren engel hele morgen, var det meget svært at være sur. Men skuffelsen sidder stadig i baghovedet…
I dag er jeg så på arbejde på Fyn, hvor jeg skal overnatte. Er faktisk helt godt at have en dag væk fra ham. Kan faktisk ikke engang sige, at jeg savner ham, for jeg savner ikke tvivlen og skuffelsen over ikke at være i centrum. Har lige ringet til ham, han er sammen med (lege)kammeraten, hvilket jeg har det utrolig godt med. Glad for, at han ikke sidder alene derhjemme og keder sig, og glad for, at han får set sin legekammerat uden at det går ud over mig.
Jeg prøver at holde den lidt kolde tone, spille lidt kostbar. Han skal ikke tro, at han er for savnet. Har med vilje ikke kontaktet ham før her til aften, og vil faktisk prøve slet ikke at kontakte ham i morgen før jeg kommer hjem. Måske kun lige en lille sms, når jeg er på vej hjem. Jeg skal jo også huske, at jeg skal gøre det, jeg gerne vil have, han også gør overfor mig, såsom at gøre opmærksom på, hvornår man kommer hjem.
Men hvorfor skal jeg ligge sådan bånd på mig selv ? Hvorfor kan jeg ikke bare elske og nyde ? Hvorfor skal jeg blive så hurtigt skuffet og gå helt ned med flaget ? Jeg er sku da også bare for meget, at jeg skal gøre mig så mange spekulationer og ikke bare nyde, at jeg nu endelig har en kæreste…