Jeg har været på en del dates de sidste par uger. Bortset fra den i fredags, var de alle hyggelige. Ingen af fyrene har jeg dog lyst til at ses med igen. Jeg synes ellers, at jeg er ved at komme mig over Carsten, så det er nok bare et spørgsmål om kemi. Carsten og jeg havde straks kemi - også på det intime plan, og det var skønt. Jeg faldt for ham på trods af, at han faktisk snakkede utroligt meget om sig selv - og "glemte" at spørge til mig. Ikke at jeg forbliver mundlam af den grund, men jeg synes det er dejligt, når en mand viser interesse ved at stille mig spørgsmål. Så når jeg ofte ikke hyggede mig vanvittigt med at lytte til ham og hans oplevelser - hvilke piger han havde kendt osv., hvad var det så jeg faldt for? Et fatamorgana? Jeg har selv oplevet at mænd har "omskrevet" mig til at passe ind i deres billede. Tillagt mig dyder eller evner, som jeg måske ikke besad. Måske gjorde jeg det med Carsten? Det var helt klart, at han udstrålede og handlede ud fra nogle værdier, som jeg satte højt - det gjorde ham sexet og sød. Bortset fra, at han altså glemte at vise interesse for mig... :o) Smiley'en er for ironien i det jeg skriver... Jeg er på ingen måde bitter, er blot igang med lidt selv-analyse :o)

Dagen i dag er gået med rengøring og oprydning og en masse afslapning. Var på arbejde hele dagen lørdag, så det var lækkert ikke at have planer i dag. På onsdag har jeg en ny date, og det bliver spændende.

Jeg har været sukkerfri nogle dag, og her til aften spiste jeg slik og chokolade. Sådan er det. Jeg mærker og mærker - hvad får jeg ud af ikke at løse mig problem? Hvordan kan jeg gøre det vigtigt nok for mig at opgive sukkeret? Tanker til natten - måske svaret viser sig, måske ikke. Måske er det blot "just do it"?