Hjemme... Alene. Har lyst til at græde. Men kan jeg ikk. MÅ jeg ikk. Så ryger min make-up jo af. Og jeg skal se pæn ud. Skal på arbejde. Om et par timer skal jeg være der. Ny funktion på det nye arbejde som jeg er gået hen og blevet ret glad for, selv om det er hårdt og meget anderledes end det jeg er vant til.
Måske lærer jeg faktisk på et tidspunkt både at smalltalke med børn, voksne, svenskere, tyskere(ARH NÆPPE) hollændere og så videre. Campister, hippier. De er jo flinke nok, de fleste af dem, kunderne....

Har problemer med th. Han ved det bare ikke. Han aner ingenting. Tror jeg da ikke. Men hader det her. Ses aldrig, snakker aldrig sammen. Han er vildt vildt skøn NÅR jeg ser ham, men der går bare lang tid i mellem, og han skriver ikke alle de sms'er som han gjorde da vi begyndte at date. Det hele går i opløsning. Gider ikke have at det bliver sådan. Kedsommeligt. I 4 mdr. er han den eneste jeg har været sammen med. Og elsker ham. Men hader ham også. Det er bare trist, at jeg ikke får de sms'er... Måske er der også noget galt hos ham. Måske har han også mistet interessen en smule. Det er jo ikke så sjovt. Det er jagten der er det. Scoringen. Og han er her nu. Ikke længere uopnåelig. Ikke længere alt det han engang var.
Lukker hjertet i når jeg ikke ser ham, og det ved han ikke. Han ved ikke at jeg ikke glæder mig til i aften, til fest, fordi jeg ved at han er der. Fordi at jeg har savnet ham, men ikke gør det længere. Eller savner ham for meget. Måske er det det. Har tænkt på ham, drømt om ham, men der sker ingenting. Ser ham ikke, drømmende forbliver drømme, og jeg bliver skuffet.
Et eller andet går der i hvert fald galt, når der går tid. Jeg lukker i. Mit hjerte gemmes væk.
Det bliver nødt til at åbne sig igen når jeg ser ham i aften... Ellers er det for sent. Slut. Væk. Forsvundet.