Hej dagbog, engang imellem kigger jeg på livet og ser den som en gylletank..nogle forsøger at lægge sukker på den, for at det ikke skal se ud som om der er noget..istedet for at lette brystet og hjertet og få det sagt...så skovler man en facade op.

Jeg snakkede med "funboy" fra tyskland igår - han viste mig sin side, hvor han havde et buisness billede på, med slip og altid..siden var så smuk stillet op..det var virkelig stil over den..jeg havde set et andet billede af ham, der var han mere afslappet...jeg sagde det råt som usødet, at jeg ikke er glad for tiden..først der sagde han til mig, at han faktisk i januar var lige ved at skyde knoppen af sig selv..jeg vidste godt at han også var deprimeret..men det er ikke noget han sådan snakker om...sådan er det med facader, man læsser op..mere og mere..og klemmer sit hjerte med det hele..istedet for at skovle det fra sit bryst. erkende det, sige det..råbe det, lige så langt og så højt som man kan..Det kan godt være det lugter..men i det mindste kvæler man ikke sig selv i facaden.

erkend det..livet er sku noget lort, fyldt med brudte drømme, nederlag og håbløshed..Og det bliver altid bedre...og man skal leve med det..og tanken om "hvad hvis det aldrig bliver bedre" sorry dagbog, men jeg tror vi er nogle stykker der føler vi står i en gylletank og skovler lort, bare for at holde næsen oven for..