Føler mig lidt pensionistagtig i dag! Startede med at vågne 5:45 med mega krampeanfald i rygmusklerne. Med en fejende bevægelse henover natbordet fik jeg fat i pilleæske og vandflaske og lagde mig til at sove igen – selvom det er svært, når kroppen nærmest slår knuder på sig selv.

Da jeg vågnede anden gang klokken ni, kunne jeg godt regne ud, at det ikke blev til noget med generalprøven. Ved et eftersyn i spejlet fik jeg bekræftet, at krampeanfaldet havde sat nogle yderst ucharmerende spor – som det nu engang har for vane – i form af en fed nakkedelle. Ret trist at ligne en af de dér halvskaldede mænd fra gamle danske film med rød tud og nakkefolder som på en blodhund.

Min gamle læge har i sin tid givet mig en lille pakke diazepam, så jeg kan tage en pille, når jeg får et anfald. Han har to gange taget mod mig på lægevagten, hvor han gav mig både blokade og diazepam, og musklerne alligevel fortsatte med at spasse helt ud. Jeg er ikke meget for dem – føler mig ”skæv” og underlig (for hvad ved jeg om at være skæv – med forældre der har arbejdet i medicinalindustrien, får man virkelig respekt for stoffer og hvad det kan gøre for organismen!).

Nå, men det var jo ikke meningen, jeg skulle lyde som et surt opstød eller længere foredrag ... Jeg tog en pille (en af de sidste for øvrigt – må bestille nogle flere, hvis min nye læge vil give mig dem) og daffede tilbage i seng og håbede på en forbedring nogle timer senere.

Men, men – det endte selvfølgelig med, jeg måtte aflyse. Det meste af dagen har jeg set ”Ally” eller forsøgt at læse psykologi. Jeg fik renskrevet en del noter, hvilket endte med at forværre krampen, så lige nu stener jeg bare.

Senere gakkede min mave også ud, og jeg fik nogle kolikagtige smerter, der er rigtig modbydelige. Great! Nogle gange er der åbenbart noget sandt i klichéer: En ulykke kommer sjældent alene …

Jette fortalte, at vores dirigent blev temmelig muggen over, hvor få der dukkede op til generalprøven – og det kan man jo egentlig heller ikke fortænke manden i. Selv havde han takket nej til en bryllupsinvitation for at gennemføre prøven, men mange kormedlemmer var taget til konfirmation eller på familiebesøg ovre.
Men det er jo ikke rigtig noget at stille op, når man ikke kan stå oprejst. I forvejen er det pinligt nok, at alle andre står op og øver, og jeg sidder ned. Især til koncerterne er det flovt, fordi jeg sidder dér på første række til skue, men jeg skal jo kunne se dirigenten.
Jette har optaget prøven (med klaver) på bånd, så jeg kan øve efter det. Har lige én dag til at øve det igennem. Ved ikke rigtig, hvornår jeg får tid til det. I morgen er det vores spilleeftermiddag, og jeg skal også helst nå at læse psykologi. Har regnet ud, jeg skal læse ni og en halv side pr. dag, hvis jeg skal nå gennem hele pensumet! Aaargh … hvordan?!

Nu vil jeg gå i seng, tage piller, se ”Barnaby” og tillade mig at have ondt af mig selv.

Gud, hvor jeg savner at ”være ung”, kunne gå i byen, drikke og danse hele natten.

Så godnat til alle natteravnene derude i nattelivet – tag en solbærvodka/Sprite og en runde på dansegulvet for mig!

… mand, et bedstemorindlæg! (c;