Hvorfor er det lige, at han skal have det bryllup med i bagagen? Nogle gange er jeg bange for, at det kan blive grunden til, at jeg en dag går fra ham. Nu har han vist billeder - og selvom hun ikke er særlig køn, men virker varm og glad, så er jeg fanget i hele det her spind af angst og lede over, at han har været igennem det hele.

Vi var ude med nogle af mine venner i går, som skal giftes engang til næste år. De snakkede om at stikke af til Tahiti. Måske er det det, der er løsningen? Er bange for aldig at ville kunne gå op af et kirkegulv mod ham, fordi jeg vil vide, at han én gang før har været igennem hele det cirkus. Og så tænker jeg, at jeg hellere bare må droppe hele det her bryllupshalløj, men samtidig ville det være at gå på kompromis mig mine drømme og værdier.

Det er svært at ville ham så meget, når han et eller andet sted bare ikke passer ind i billedet. Eller det er svært at skulle indse, at mit billede af verden ikke nødvendigvis er det bedste eller det mest rigtige.

Det værste er næsten den lettelse, der er blevet del af ham, efter han fik vist billederne. Nu snakker han om hende og brylluppet, som var det det mest naturlige at snakke med mig om. Men jeg ville jo bare have det overstået - det med at se billederne. Jeg ville bare kunne sige, at nu er de set, nu kan jeg lukke albummet og bevæge mig videre. Men jeg hænger fast.