For 6 år siden, hvor jeg købte hus, fulgte der jo en masse nye ting med i forhold til, at jeg var vant til at bo i lejlighed.
En af de nye ting var at holde have - tanken om det, havde aldrig tiltalt mig, men da jeg stod i det, synes jeg bare det var alletiders!!

Jeg stressede totalt af ved at gå ud i haven efter arbejde og fjerne ukrudt i diverse bede og hække - oveni at det var afstressende, slap jeg også for at være selskabelig overfor min daværende kæreste - det var så dejligt at slippe væk fra arbejde, fra kæresten og fra det liv jeg egentlig ikke havde lyst til.

Men, jeg begyndte at få voldsomt ondt i fingrene og måtte til lægen som sendte mig til en specialist med mistanke om slidgigt. Der blev taget blodprøver som viste intet, men eftersom jeg blev ved med at holde fast i, at jeg havde ondt i fingrene/hænderne, blev der taget røntgenbilleder.

Jeg er så typen, der ikke kan tåle at høre resultatet, så jeg fik det aldrig, fordi jeg simpelthen udeblev - men jeg hørte aldrig fra min egen læge, og tænkte; så er alt som det skal være.
Det at jeg havde ondt, tilskrev jeg det at fjerne ukrudt, hvor jeg jo brugte mine fingre på en anden måde end jeg var vant til.

I dag skriver vi så 2006 - hele vinteren har jeg haft vanvittig ondt i mine fingre. Der var ingen anden udvej end at besøge den kære doktor, som tog blodprøver igen og ak, måtte konstatere at jeg har slidgigt i hænder og fingre, en "dom" jeg fik i dag!!! Min verden brød for et kort øjeblik sammen, samtidig tænkte jeg, næh nej, ikke om en eller anden sygdom skal få mig til at bukke under, på trods af, at det meste af mine arbejdsopgaver foregår med at skrive på computer.....

Jeg har valgt at se, at det er positivt, at jeg vågner om morgenen og ikke kan bevæge mine fingre - for så ved jeg, at det er frostvejr udenfor og ved, at jeg skal skrabe is af bilen.
Jeg har valgt at se, at det er kun en time eller to om morgenen jeg intet kan, der skal lige gang i hænderne og derefter kan jeg det hele.

Jeg har valgt at se, at der er så mange andre mennesker der har det voldsomt meget værre end jeg har det, og derfor må jeg ikke klage.
Jo jeg kan klage, men det er stadig en sygdom der ikke er livstruende, og det er jeg glad for!!

Nå, det var min dom - 36 år og slidgigt, men jeg skal være glad, jeg skal være tilfreds, jeg skal leve med min lidelse og jeg skal få det bedste ud af det.

Alligevel - en dom jeg ikke kan li´!!