Går rundt med den her klump inden i. A virkede trist eller utilnåelig, da han gik og jeg havde ikke overskudet til at gå ind i det... Han har for en gang skyld drænet mig for energi...!!

Jeg er bange for at han trækker med ned i hans " mørke verden" og at jeg begynder at tro jeg ikke er noget værd. Det er det sidste jeg har brug for lige nu....

Jeg ville ønske, at han tror på de ting jeg siger, at han tillægger det en værdi... Det er ikke ensbetydet med at vi skal have den samme mening om ting.

Jeg er hele tiden bange for at gøre ham ked af det, men det er vel ikke den rette måde at starte et forhold på...?

Nogle gange føler jeg at han synes, jeg er en meget stærk person. Det er jeg nok også på mange måder, men jeg har også mine indre kampe... Betyder det at vi aldrig kan få det til at fungere, fordi der er uligevægt? Jeg føler da både vi er ligeværdige og ligestillede, men skræmmer jeg ham med mit udadvendte sind...?

Jeg ser nogle tendenser, som nærmer sig det forhold jeg havde med min ex-kæreste, der følte han ikke slog til... Han følte jeg havde styr på alt, selv om jeg brød sammen og tog orlov fra mit studie... han hoppede fra 2 uddannelser i de år vi var sammen, men jeg syntes virkeligt at jeg prøvede at være der for ham og sådan begynder billedet også at forme sig nu. Ingen af os var lykkelige dengang. Jeg endte med at få ondt i maven, når jeg skulle hjem fra job, fordi jeg skulle hjem til hans trist ansigt, som jeg ikke kunne nå ind til... Sådan føles det her også og det er ikke godt....