Tirs. d. 12-06-90. (renskrevne ark)

Mere end denne dato kunne det ikke blive til fra et gammelt skriveforeningsmøde. Jeg var vel åbenbart ikke motiveret til at skrive eller notere mere i dag.
Gad vide hvor alle årene er blevet af og det håb vi levede og åndede for. Hvorfor ryger al ting ad helvede til uden forklaring.
Og hvad kan man gøre ved den livsførelse man ikke kan ændre på fra dengang. Jeg førte mig selv og ingen andre. Det har været et højest mystisk liv, men i ordets og skriftens tjeneste.
Skrivningen har faktisk været det eneste holdepunkt i en uoverskuelig og uforståelig verden. Alligevel har verden formået at forlede mig til at begå dumheder og beskæftige mig med det ligegyldige.
Vore kroppe er et resultat af tiden, samt de biologiske og biopatiske faktorer vi er underlagt. Alligevel har jeg formået at hæve mig over fortiden,uden at ligge under for fremtiden. Men ligge under for noget, syntes vi at gøre. Jeg véd bare ikke hvad. Manglende gener, opdragelse, intelligens og evner.
Hvis nogen spørger mig om jeg har lidt af lidelse), vil jeg svare dem med respekt for lidelsen, at det har jeg næppe, for der vil altid være en lidelse, mere intens mere raffineret og mere uafrystelig end det man har prøvet hidtil. Lidelse er ikke noget at spøge med. Men jeg beundrer dens dynamiske kreativitet og renhed for at overleve i mig.
Trods alt lidt mere end andre mere eksclusive følelser kan og vil opbyde. Trods alt.
Følelsen af fangestatus er heller ikke let. Der mangler udveje. Man kan ikke hade dem man vil, elske dem man vil og være ligegyldig, det værste af alt over for dem man helst var ligeglad med. Denne følelse af klaustrofobisk afmagt er noget af det værste jeg har lært at kende. Og den er speciel dansk og undertrykkende ad H.T.
Man burde eksploderer i molekyler for sine indestængte udtryk, men vi har kun den plumre høflighed og venlighed, der i længden er dræbende. En sand sund dansker skal vel kun have noget ind og ikke ud.
Hvordan kan man undgå at blive nostalgiker, biologisk nostalgiker. Fremtiden? Biologisk-økologisk T.V. Mikrobiologisk T.V.
Gad vide hvor alle de sjældne og originale drømme jeg har drømt genne tiden er blevet af?

Lør. d. 28. juni 1997

Dagens sandhed: Hende den lille unge vævre bag kassen, er i sandhed nuttet, rigtig nuttet. Lige min kop te.

Der findes i psyken en relativitet som i det mekaniske og fysiske univers. Det forbavser mig på en måde at mennesket først søgte at løse den fysiske og mekaniske verdensorden frem for den biopatiske. Alle såkaldte fremskridt hidtil og i vor tid, drejer sig kun om processtyring, som til at rationalisere vores primitive grådighed med al den lidelse det har indebåret for alt levende på vor planet af miljøforstyrrelser og skæv økobalance.
Der findes i mennesket, åbenbart nogle drifter som er biopatiske og det er med disse drifter vi vedbliver at vansire jorden med broer, tunneler og hurtigtog m.m. Det skal vel gøre os lykkeligere at nå hurtigere frem, så vi kan tænke over hvad vi kan gøre endnu hurtigere for at få overskud til at gøre det endnu større og hurtigere, hekseringen er sluttet.
På den anden side må det siges at motivationen og perspektiverne i denne udvikling, bestemt ikke er lige åbenlys for alle. Men dem der ikke syntes eller fornemmer det, er bare ikke lige gode til at udtrykke sig mod denne udvikling, der mere danner sig som et smertens indtryk hos denne gruppe.
Dette indtryk kan være et stærkt indtryk, det kan være så stærkt at der er tale som psykiske lidelser og sygdomme. Altså et omvendt ækvivalent med den samfundsgruppe af mennesker der både kan udtrykke sig, skabe disse mareridsprojekter såsom Ørestaden, Storebæltsforbindelse, Øresundsforbindelse o.s.v.
Hvad skal hele lortet gøre godt for, egentlig?
Jo stærkere det går, desto flere marginaleksistenser får vi, for der vil hele tiden være tale om et skånselsløst ræs, uanset hvor nemt og hurtigt det vil gå.
Vi skal passe på ikke at blive agterudsejlet, siger politikerne. Men uanset hvad vil der altid være dem der bliver agterudsejlet. Og man bygger, og man graver, kabler op kabler ned og man borer i en evindelighed,
Der tjenes penge på det af en lille selektiv gruppe mennesker og spekulanterne, der mest handler om og med sig selv. Spekulation og spekulanter findes der vidst mere end en betydning af.

Skrivningens dulgte drifsegoisme

Læst, sagt, sagt, læst, skrevet, uskevet, fra det ene ord til det andet findes kun ubeskriveligheden. Altså skriveri er et driftsarbejde, som læsning, en yder og en modtager, et åndeligt samleje, ikke altid i lyst man både læser eller skriver eller lever. Vi lever altså mellem smerter og lyster, angst og tryghed.
Vi lever i overgange mellem handlinger mod os som handlinger af os. I dette mellemstadie findes jeg'et, det jeg som vi alle er fælles om, forskellen er ens.
Og intet behag syntes at vare ved, og der lever vi mod det næste behag som ubehag, eller hvad?

- Der er ting man ikke får sagt.
- Det siger sig selv.
- Der er kombinationer af ord man ikke får prøvet.
- Det siger sig selv.
- Der er så meget man ikke får sagt.
- Det siger sig selv.
- Og man siger så meget man ikke skulle have sagt (eller gjort).
- Det siger sig selv.
- Hvad vil det egentlig sige, at det siger sig selv.?
- "Det hele", siger sig selv.
- Men vi må vel sige det hele, før det hele siger sig selv.
- Og vi får aldrig sagt "det hele".
- Det er altså ikke rigtigt, at "det hele" er sagt før.
- Der vil altid være noget at tilføje.
- Der vil altid være noget der ikke er sagt før.
- Hvad for eksempel ?
- Det kan man ikke sige før det er sagt.
- Og når det først er sagt, så siger det hele sig selv.
- Så er det hele en selvfølge.
- Det er altså på overgangen mellem det sagte og det usagte.
- Det er der vi lever og ånder.
- Vi er de ord vi siger, de ord vi har sagt
- Men vi lever og ånder for de ord vi ikke har sagt.

- De siger ikke altid sig selv...

Copyright Poul Borum & Inger Christensen.
Borgens Forlag 1975