Arg! Det går mig virkelig på at kokken nåede at få sådan et fast greb i mine tanker, når han viser sig at være sådan en nar!

Jeg tænker stadig på ham! Han flyver lige igennem mine tanker en gang i timen, og hvis han ikke gør det af sig selv - er der en der spørger om jeg har hørt noget fra ham endnu; og så er han der igen.

Snakkede med min mormor om det i dag... Hun havde prøvet noget af det samme, da hun var 17. Og hun sagde at hun stadig kom til at tænke på ham engang imellem. At hun stadig havde et had til ham - og gerne ville se ham bare en´gang til, så hun kunne se at han ikke var noget.
Damen er altså 85 år gammel - og alligevel optager en idiot fra hendes ungdom stadig hendes tanker nogle gange.
Det er da ikke spor fair...

Nu er der gået en uge, og jeg drømmer ikke længere om ham. Han er heller ikke den første jeg tænker på når jeg vågner, men stadig den sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn.
Jeg ville give alt for en pille der slettede alt om ham fra min hukommelse. Kan mærke han virkelig har lavet et ordentlig hak i min selvtillid...
Føler mig både grim, dum og uduelig.

Det hele blev ikke bedre af at jeg viste min moster hvor min dagbog lå. Ved ikke helt hvorfor, men jeg føler jeg kan snakke om alt med hende - og fik lyst til at lukke hende helt ind.
Da hun havde læst nogle af mine indlæg,ringede hun og sagde
"Ja, man kan jo godt se du er meget ung! Det hele handler mest om fyre og kærlighed"

Nånå..skuffet jeg blev. Det var måske ikke lige det jeg havde brug for at høre netop nu. Selvfølgelig handler min dagbog meget om netop det - men det er de ting jeg har brug for at skrive ned - for at danne et overblik og få følelserne ud af mit system. Jeg skriver PÅ følelserne, uden de når at bundfælde sig - og derfor kan det måske godt virke meget "unge".
Men for mig er det terapien i en dagbog at gøre det sådan. Skulle jeg fx skrive om at være blevet droppet af kokken nu - en uge efter - ville jeg ikke fælde en eneste tåre, men skrive rigtig ondt og bittert.
Men så var alt min ked-af-det-hed blevet lukket inde, og gemt væk i mig.

Har haft lyst til at slette min fyldepensprofil lige siden snakken med min moster. Begyndte at tænke for meget på, at alle jer der læser min dagbog, dømmer mig som person på det I læser. Og det er jo kun en brøkdel af hele mit liv I får. Der er så meget mere i det, men det er dele jeg ikke har brug for at skrive ned, fordi jeg har styr på dem i mit hovedet.

Kan huske da jeg mødte Phillip herinde fra. Blev helt forskrækket over hvordan han troede jeg var. Han troede han skulle redde mig. (Fra hvad, spørger jeg så?)
Troede jeg havde anoreksi uden at vide det, og var ynkelig fordi jeg ikke havde styr på "mine fyre"
Øhm..

Måske er det i virkeligheden bedre bare at skrive dagbog for sig selv, som i de gode gamle dage.
Eller at være knap så ærlig med det jeg skriver her? Men hvorfor så overhovedet skrive?

I virkeligheden har jeg ikke lyst til at stoppe.