Han kravler rundt inde under mit skind som en svag infektion af kærlighed.
Jeg føler mig ikke særligt skræmt. Kun hvis jeg ikke er andet end sex. Kun hvis jeg er ingenting. Men det er jeg vel ikke, så ville han vel ikke have skrevet til mig, ville han.
Har lyst til at tage ud til ham nu. Sige hej, smide tøjet og så bare løbe ind under hans dyne. Det er den bedste dyne jeg nogensinde har ligget under:-)
Havde lyst til at sige noget ligende "jeg kunne ligge her for evigt" da jeg var derhjemme i fredags, og lå med hovedet på hans bare overkrop. Men jeg kunne ikke få ordene ud og jeg var bange for at skræmme ham væk. For evigt er lang tid. Måske lige så bange for at skræmme mig selv væk.
Har bagtalt C idag. Kunne ikke lade være. Hun gør mig gal. Meget. Ved ikke hvad jeg skal sige til hende og sådan noget. Har ikke lyst til at sige hende noget, fortælle noget. Det eneste er den sang. Den kunne jeg sende hende "tid til at blive lykkelig" og så håbe på at hun forstår hvad jeg mener. Men gider ikke fortælle om mit liv, om lm. Det eneste jeg har sagt til nogen som helst efter i fredags er bare "jeg tog hjem til Lm og vi hyggede os.." ikke mere. Der er ikke mere at sige, for de forstår det alligevel ikke. De forstod det heller ikke med dl. Lige meget hvor meget jeg prøver at forklare hvad det er med mig, så kan jeg ikke. Det er bare noget indeni, der buldrer og hvisker til mig: HAM HAM HAM; DU MÅ SE HAM.

Men det er bare... HAN skal skrive. Det bliver han nød til. Ellers tror jeg ikke på det. Ellers stoler jeg ikke på mig selv

Hvorfor er jeg blevet så??? Dum teenager agtigt der kun tænker på én fyr, på dét liv? På den der kærlighed, som jeg ikke tror på.
Eller tror jeg? Nej det gør jeg nok ikke... Men jeg håber, har vel altid håbet...