Der er dage, hvor jeg tænker på hende med varme inden i.
Der er dage hvor jeg græder fordi jeg savner hende så ubeskriveligt.
Men endnu har der ikke været dage - ikke en eneste - hvor jeg ikke tænker på hende.

Jeg savner Abelone så forfærdeligt meget.

Jeg er bange for at møde nogle fra vores gamle klasse, og de skal spørge til hende.
Jeg er bange for at bryde sammen igen, og skulle starte for fra.
For jeg har det jo fint. Der mangler bare et stykke af mit liv. Et vigtigt stykke.
En bid, som burde være der - men er væk.

Har lige læst Nat´s indlæg om begravelsen. Vidste ikke hun havde skrevet om det - før Space fortalte det.
Kunne mærke et stik af skyld, da jeg så der var blevet spurgt til hvor jeg var henne ved begravelsen. Burde jeg have været der, og ikke rejst?

Er alligevel glad for det ikke var mig der blev udspurgt som Nat gjorde. Tror ikke jeg havde kunne tale om det på det tidspunkt. Ikke til fremmede.

Græd over Nat´s ord. Kunne mærke Abelone i dem.

Hun ville have fyldt 31 sidste fredag. Kan huske jeg håbede at Mary ville føde der - for så ville busserne flage på Abe´s fødsesldag. (Du var et par timer for sent på den, kære Mary)

Det var mærkeligt at se hendes navn i min kalender, og kigge på billederne og udklippende jeg har samlet det sidste år - for at lave en speciel bog til hende. Kunne ikke få mig selv til at smide dem ud, selvom det eneste de giver mig er smerte.
Ville så gerne have beholdt hendes billede på mit køleskab sammen med alle de andre veninder, men det går ikke. Jeg går i stykker hver gang jeg ser på det...

Det sker tit at jeg tror jeg ser hende på gaden. I mængden, blandt alle de andre. Den er hård at sluge, når det går op for mig hun er væk. Jeg kan aldrig møde hende tilfældigt på gaden igen...