Det er snart tid til at give op. Han står der i halvmørket og ser på mig, mens han bare rykker nærmere og nærmere. Og jeg ved, at vi er millimeter fra at mødes. Og millimeter fra at smelte sammen. Hans læber er bløde. Han smager af sommer og sol og øl. Og jeg kan blive ved med at kysse ham.
Jeg griner lidt småfuld og spørger, om jeg ikke må stille ham et fjollet spørgsmål. Om han har en kæreste?
Det er jo sådan set bare et retorisk spørgsmål. Og der har været alt for mange, der har svaret ja. Og jeg er gået, før vi nåede at mødes i mørket.
Og han bliver svag og fraværende. Og jeg ved godt, at jeg ikke vil høre hans ord.
Vi følges hjem i morgensolen og står på broen og ser ud over vandet. Pernille, siger han, det går jo ikke, jeg har jo en kæreste. Og hvad kan jeg sige. Nej, det går ikke? Jeg vælger at tie. Vi holder lidt mere i hånden.
Og da vi så siger farvel. Jeg cykler det sidste stykke hjem. Og græder.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Det går jo ikke... er publiceret
27/06-2005 23:10 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.