Når politikere debaterer, hvem har så ret? Hvad er bedst socialismen eller minimalstaten? Kan man tale om at have en ret til sandhed?

Jeg kan fremføre alverdens argumenter for et synspunkt, uden synspunktet nødvendigvis er "rigtigt".

"Jeg har en intuitiv forståelse for hvad der er rigtigt. Spørg mig ikke hvorfor, jeg ved bare hvad der er rigtigt for mig."

Spørg mig ikke hvorfor?! Hvad kan en dabatør bruge sådan en udmelding til? Du skal netop forsvare dit synspunkt, hvis ikke du kan det, er du jo... bare stædig. Jeg ved ikke hvordan folk ser på det... Nogen vil sige. Ah, her ser vi et vaskeægte eksempel på en person der holder på sine idealer. Andre ville tænke: hold da kæft hvor er han stædig. Han FORNÆGTER det åbenlyse.

"Men det er nu engang min holdning, hvorfor kan jeg ikke fortælle dig, men sådan synes jeg bare det skal være." Dette er et udmærket eksempel på en fejlkonklusion. "Fordi jeg siger det". Aha? Og du kan ikke tage fejl eller hvad? Dette finder jeg interessant. Og når nu alle dine argumenter, der jo må siges være noget nær ikke eksisterende ikke rigtigt holder, så kan du stadig ikke tage fejl eller hvad? skal den vendes om mod mig selv? Bare fordi din argumentation er logisk tvingende og bygget på sande præmisser, kan du så ikke tage fejl? hmm. .... Det kan jeg vel egentlig ikke kan jeg? Altså hvis du forudsætter at det jeg siger er logisk tvingende og bygges på sande præmisser, så må jeg jo netop sige at jeg har ret. Men ret til hvad? Har jeg mere ret til et syn på etik og morale end min moddebatør, bare fordi jeg har flere argumenter? Har jeg så mest ret? ...