I dag må jeg udsætte mig selv for valget imellem 2 onder.

1, at tage med i kirken til den mindstes konfirmation, og ( prøve at ) være sød, imødekommende og smilende over for ex konen, svigermor og far.

2, at blive hjemme med en undskyldning som i sidste ende vil vække opsigt.

Men jeg gør det for drengens skyld ( selv om han nok ikke vil tage det ilde op hvis jeg ikke kom ).
For Claus som er sød og forstående, men ikke kan sætte sig ind i hvordan jeg har det. ( det er forståelig, og det jeg bebrejder ham heller ikke ).
Og så til sidst og ikke mindst, så gør jeg det for alle de andres skyld !

Jeg er ikke i stand til at abstinere fra de negative tanker og følelser jeg har, og kan umiddelbart ikke overskue at blive konfronteret med personerne bag dem. Samtidig føler jeg mig ikke stærk nok til at tage masken på, og være den som de forventer.

Måske skulle jeg bede en stille bøn i kirken, og håbe på at det kan give styrke til at komme igennem dagen og depression.