Mødte T. M. på stationen i dag… Sød fyr er han da, hilser og gi'r et kram og spø'r hvordan det går… Snakkede med ham mellem de to stationer, ok, meeeeen for fanden da hvor det gør ondt !!! Han lever og har det helt fint, en af Mathias's venner, mens Mathias – og Andreas - ligger deroppe…
Jeg tudede da jeg gik fra toget.. og ud af Aldi… ja igen nu bare ved at skrive og tænke på det…
Tænkte på, drengene har været "gemt lidt væk" eller har holdt sig i baggrunden mens operationen og al det har stået på, men NU kommer de igen, for fuld styrke…
Dvs. de har da selvfølgelig været der undervejs, men ikke som ellers..

Forleden opdagede jeg så osse, hvor lidt der stadig skal til før læsset vælter.
I banken havde de flyttet på mine penge, uden at gi' lyd, uden at skrive, bare lige flyttet dem !
Bagefter var der vrøvl på apoteket, piller der manglede og andre der ikke var de rigtige…
Jamen jeg var færdig, gik bare derfra, opga' at få tingene gjort som de burde være, orkede ikke at diskutere eller stå og tude derinde ved apotekerdisken med alle de mange kunder bagved…
Eneste "trøst" er at "alle de andre" oplever det samme.. Altså andre forældre der har mistet oplever det samme; frustration, manglende overskud, langt fra den person man var før, langt fra ens gamle jeg, ens gamle reaktionsmønster. Vi orker bare ikke de ting der måske var bagateller førhen..