Hey dagbog :) engang imellem føler jeg mig speciel..godt skåret for tungebåndet, i en sådan grad at folk lytter til mig..dog ikke i en aådan grad at det gør folk blinde.

Engang imellem føler jeg skæbnen, ser de mulige fremtider så klart..Jeg fornemmer dem på en måde...det eneste jeg mangler er dog at lytte til fremtiden, høre hvad den fortæller, for fremtiden behøver ikke at stå stille..jeg tror på skæbnen, men ikke på den måde,..man følger en vej i livet, på den vej går der hele tiden spor ud..som man med handling, kan ændre retningen af ens tur..men gør man det, andre skæbnen sig lidt eller meget..alt efter hvordan man ser på det, og dermed efter betydning.

Lad mig tage et eksempel..engang følte jeg at min knallert,.(dengang) ville blive stjålet, eller der ville ske den noget..da jeg stilte den udenfor..jeg lyttede ikke til den indre stemme der sagde det..jeg fortsatte af mit spor uden at vige..dagen efter var den blevet rippet..det medførte at jeg skulle til at købe nogle nye dele til den...havde jeg lyttet til min indre stemme var det ikke sket..og denne lille skæbne ting var ikke blevet viklet ind i mit liv..

Men jeg ser min skæbne, og det piner mig i helvede at jeg ikke altid kan ændre den...jeg fornemmer ting, i min fremtid..som jeg ikke vil blive glad for..og jeg ser mig selv alene som altid..

jeg ser folk der aldrig har været der, - i sandhed. Illusioner..jeg spørger til stadighed mig selv om hvad de ville, eller vil..

01:57 - jeg fik fornemmelsen af at se/føle ensomheden vokse, og slutte sig tæt om mig..jeg ser intet positivt i fremtiden..intet der kan veje på vægten.