Hold da op - det er en hel uge siden sidst, at jeg har skrevet i min dagbog. Tiden iler og der er så meget hele tiden og jeg har næsten ikke noget at berette om alligevel.

Noget må jeg da have oplevet og jo, det har jeg vel også. Jeg tror på, at jeg oplever lige præcis så meget, som jeg selv gerne vil - bare jeg har ører og øjne åbne og at humøret er sådant, at jeg har lyst til at se de små ting, der fylder vor hverdag og så glædes over dem.

I lørdags, da jeg kørte til Vejle i smukt solskinsvejr, fløj tre hvide svaner næsten lige over biltaget og i dag måtte vi holde tilbage for en farveprægtig fasankok, der fik lyst til at passere vejen i slowmotion. De små erantiser, som stak deres gule blomsterhoveder op af sneen fik jeg et ganske godt billed af. Sådanne småting glæder mig - desværre blev billedet væk, da jeg lagde det ind på computeren og jeg havde naturligvis - som jeg har gjort hidtil - slettet billederne på kameraet i samme udførelse. Så pist væk var billedet sammen med de andre, som jeg også havde taget.

"Om lidt bli´r her stille", lød fra orgelet, da kisten blev båret ud af kirken og bisættelsen var forbi. Tilbage var der kun at tage et sidste afsked, inden rustvognen kørte med en kær bekendt til det sidste hvilested. Det var oplevelsen i dag - smuk og højtidelig og ... sørgmodig. Tilbage stod vi med et håb om at kunne indfri budskabet, som han havde skrevet i den mail, som vi modtog ugen før, han døde. Nemlig ikke at udsætte til i morgen, hvad der kan gøres i dag.
Efter bisættelsen gik Carlo og jeg på en hyggelig lille cafe i Ribe og drak gravøl.

I dag var jeg også i varmtvandbassin. Det var dejligt, at komme i det varme vand og få musklerne rørt. Da vi skulle sidde på en plade i vandet, var jeg ikke helt stolt ved situationen, for jeg er bestemt ikke helt fortroligt med vandet. Jeg slapper ikke nok af til at flyde - gumpen bliver for tung - men jeg har en tro på, at det nok skal blive bedre, når først jeg er blevet mere dus med det våde element. Vandgymnastikken foregår på min tidligere arbejdsplads, så bagefter gik jeg ned på min afdeling og var så heldig at komme til kaffetid. Beboerne kender mig ikke mere og personalet har ikke meget tid til privat snak, så det var begrænset med oplevelser der - det er en saga blot og nu er der andet, der optager mig i min hverdag. En af de demente beboere spurgte mig, hvor jeg nu arbejder og jeg fortalte hende, at jeg arbejder derhjemme og er blevet min egen boss, hvilket morede hende en kende. Mit tidligere arbejdsliv fylder stadig meget i mig og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan se tilbage på det, som en god epoke, som det var for det meste, men der er ting, som først skal bearbejdes og det tager tid.

Indledningsvis startede jeg med at sige, at jeg ikke havde noget at berette om og nu har jeg immervæk skrevet en lidt lang dagbog, så det bedste er nok, bare at sige MOJN og tak for denne gang.

En kæmpe vinterhilsen til alle, der læser min dagbog.

Hyggehejsa fra boss´en Nellemor.