Min mor har kræft.

Alene at skrive det, lægger en blytung vægt i min maveregion. Jeg er 38 og hun er 61. Hun er min mor. Min ven og min kærligste, uvurderlige støtte.

Min mor har kræft.

Imorgen skal hun opereres og om en uge får vi dommen. Hvilken type, hvor aggressiv, hvor meget. Og hvor meget håb. Hvor meget kræft og hvor meget håb.

Med ét er alt så inderligt ligegyldigt. Vi kører for hurtigt i et tog, som buldrer afsted uden kontrol. Og jeg, så ellers ualmindeligt tålmodige menneske, er fuldstændig balstyrisk og har skarpe kanter. Tiden er gennemhullet.

Hvis jeg kunne lægge minderne i forlængelse af hinanden, ville minuttet vare evigt.

Hvis jeg kunne springe af toget, ville det eksplodere.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg binde dobbeltsløjfe.

Og væggene buer om lyset. Presser det sammen og massen formørkes.

Min mor har kræft.