Hey dagbog, - jeg ved jeg ikke skal udfordre skæbnen mere..men jeg tænker dog over den.

Jeg vidste engang, at jeg ikke ville finde en med sikkerhed, - aldrig ville finde en pige der kunne elske mig, men at min kærlighed altid ville forblive ugengældt. Jeg følte mig dømt til blot at være en ven, som man kunne komme og snakke med..som altid ville hjælpe, og som man kunne stole på. aldrig ville jeg finde skyggen af kærlighed, og ensomheden ville være min følgesvend når lyset blev slukket. Dette var en skæbne jeg følte mig dømt til..

men så sagde jeg nej, jeg vil ikke nøjes, - jeg vil ikke hjælpe mere, hvis dette var min skæbne. Alt der var åndelig fik mit ultimatum, - jeg gætter på at hvis der var noget, så troede det mig ikke..jeg havde jo altid....jeg kunne da ikke bare.....JO! det kunne jeg og beviste det.

Nu har jeg vist fundet hende :) og alle sorger og bekymringer er ved at forsvinde...ikke blot det ene sted, men alle steder. snart mødes vi :) og jeg glæder mig..det varmer mig meget når jeg læser "love u 4-ever". Det er også slut med uddannelsen, - jeg er lige kommet hjem fra udmeldelsen...jeg er hoppet over på en anden linie..der var kommet et afbud :) så der var lige blevet plads til mig...

Mit sidste spørgsmål er så blot : "did i vin? - vandt jeg?"