På min skole er der en pige fra 7., der lige har forsøgt selvmord. Det lykkedes ikke. Vi har talt om det selv, med lærere og med hendes venner, og der er ingen der kan forstå et muk af det hele. Hvordan kan hun være blevet så desperat?
I engelsk snakkede vi igen. Og alle var enige om én ting:hvis vennerne hører at nogen går i den slags tanker, skal de sladre til nogen, uanset om de har lovet at tie stille.
Ingen andre fra klassen forstår til fulde, hvad det er. Hvordan det er at stå i den situation, at skulle vælge, skulle fortælle, og skulle forklare. Kun mig.
Min veninde har talt om det, prøvet det, og været langt nede. Det er lang tid siden, et halvt års tid, og jeg gjorde ingenting.
Jeg var bange. For at miste hende, miste en veninde, tage fejl af alvor og normale teenageproblemer, for at tale med lærerne...
Jeg ved at det var dumt og forkert, utilgiveligt, men idag er vi ikke rigtig veninder mere.
Jeg sad hele tiden i klassen under debatten og tænkte: skal jeg sige det til en lærer? hvordan? er det stadig aktuelt - var det aktuelt?
Tilsidst fangede jeg min yndlingslærer i skolegården. Vi skal tale sammen under fire øjne imorgen. Jeg er stadig ufattelig bange og nervøs, hun MÅ bare ikke blive vred, og jeg MÅ ikke have taget fejl...
men jeg er nødt til det. Tror ikke at jeg får meget søvn i nat... men ved at det er det rigtige. Ønsk mig held og lykke!

ha' det godt...
qnuzzer