Ååh, hvor det lettede. At fortælle og forklare hvorfor jeg har grædt så mange aftner, hvorfor jeg har været bange og nervøs og hvorfor jeg ikke har diskutere med om selvmord i klassen.
Jeg fik prikket min lærer på skulderen og hevet ham hen i et tomt lokale...vi havde 5 min. før timen startede. Vi blev hele timen. Jeg begyndte, jeg stammede, og jeg græd til jeg var helt opløst. Han lyttede, spurgte og svarede.
Det er den værste samtale jeg har haft med en lærer i mit liv. Og det var den bedste.
Hvis jeg ikke stolede på ham kunne jeg ikke have gjort det, men han lyttede og dømte mig ikke. Selvom jeg er alt for sent ude. Jeg har jo vidst, hvordan Pia har det, i snart 6 måneder. Og jeg fortæller det først nu, og kun fordi en pige fra 7. lige har forsøgt at dræbe sig selv.
Jeg var en kujon, men nu er det sagt og jeg klarede den - og hvor det føles rart at nogen ved det! En voksen, én der kan hjælpe.
Han foreslog mig at ringe til en hjælpelinie. Jeg ved ikke om jeg vil, men jeg vil tale med nogen. En ven. Jeg har gået alene med det for længe...
Ved ikke, hvad læreren vil gøre, tale med klasselæreren, med pia, med forældrene...?
Jeg vil heller ikke vide det. Jeg er for ung til at stå med ansvaret for min venindes liv. Hun skal have hjælp, men det kan en 14årig ikke gi' hende. Det ved jeg godt. Derfor føles det både lettende og tilfredsstillende at jeg fortalte det. Selvom jeg afslørede hende.
Hun må gerne blive vred. Så længe hun bare lever.

Qnuzzer