I apologies but I want you to know,
that my heart is broken,
my high is low.
That's how far you go"
Tim C


Jeg hører den om og om igen. Sangen altså. Den er smuk. Jeg sidder i mit vindue og synger med. Jeg synger ad h til men det er lige meget. Jeg kommer af med vreden. Lidt af den, anyways.
Det sidder dybt i mit hjerte det her. Er der intet at gøre...?
Engang løj jeg overfor min veninde, og sagde at jeg havde været sammen med en. Kun for at såre DL. Så håbe på at sladeren gik og at han ville få det at vide. Så han viste at han ikke skulle tage mig for givet.
Idag sidder jeg og ønsker at jeg ikke havde været sammen med dem igår. Af frygt for at såre ham.
Det er underligt som livet former sig. Underligt som jeg ikke kan bestemme mig.

Jeg skrev i min fine sorte dagbog igår før jeg tog til festen "Jeg vil så gerne glemme. Han skal hores væk. Jeg kan ikke holde til mere"
Ved ikke om jeg mente det, men det skete. Jeg horede...men om han forsvant fra mit sind er jo så en anden ting. Jeg kan ikke holde til mere- det er sandt...
Det ville være nemmere hvis han druknede i mægden af drenge jeg har været sammen med.

Denne må være en synd, hvis synder findes.

Al den tvivl driver mig til vandvid.
Ønsker at jeg kunne græde. Jeg kan ikke. Græd vel for meget i går. Der er ikke flere tårer tilbage.
Jeg har ondt i mit hjerte. Smerten kan jeg holde til. Men sorgen der flyder rundt i alle mine organer, fra det yderste i mine fingerspidser til den mindste dråbe blod er udholdelig.

Glemmer jeg aldrig?