Glemte helt at fortælle min faster er død. 52 år gammel. Af kræft..

Men det fylder så lidt i min bevidsthed, at jeg slet ikke tænkte over at få det med.
Kom i tanke om det, da jeg snakkede med min mor - som virkelig har det dårligt med det.
Min far - som jo er hendes bror, er også ligeglad.
Jeg har aldrig ført en samtale med damen, og hun har altid været en ko over for hele vores familie.
Hun har simpelthen ikke fyldt nok i mit liv, til at jeg kan mærke hun mangler.

Min farmor har altid kun elsket og holdt af hende. Birthe - min faster.
I hendes hus, toner der billeder frem af hende alle vegne,(men ikke et eneste af min far)
Hun havde især et stort et stående på et bord. Et potrætbillede af Birthes fjæs, med hendes falske smil springede ud i hovedet på alle der gik ind i lokalet.
Da Camilla og jeg var små, lagde vi det altid med billedsiden nedad. Hver eneste gang vi var der. Vi kunne jo ikke udstå den tydelig grad af forskelsbehandling der var på hendes datter og søn. Og kunne mærke hvor ondt det egentlig gjorde på min far.
Hun fattede aldrig hintet. Hver gang hun så det væltede billede, rejste hun det op - og sagde; "Nu er det væltet igen.. Jeg må sætte det i en ny ramme."
Min farmor tog også altid tidelig hjem fra besøg hos os - fordi hun jo skulle være hjemme kl.17 når Birthe ringede.
(Og det er altså her, mens Birthe har været voksen - og ikke var syg!)
Bare hendes navn giver mig kvalme, fordi jeg kan høre min farmor sige det: "Birthepigen,er du træt? Vil du have noget at drikke. Fryser du?"
KVALMEKVALMEKVALME.

Måske er det her en kynisk tanke - men det rører mig slet ik hun er væk.
Jeg har bare ondt af min mor, fordi det går hende sådan på.
Birthe, og hele den side af familen har aldrig gidet os. Og nu, hvor hun er død forventer de, at vi skal hjælpe med al mulig begravelses shit. Sådan fungere min verden ikke. Man kan ikke råbte på hjælp, hvis man vil op af det hul man selv har gravet.
Men ved min mor alligevel hjælper, alligevel tager til begravelse, og alligevel græder over al dette her rod.
Det er ikke fair - og jeg frygter virkelig at dette her bliver samtale emnet over anden juleaften....suk