Det var en underlig oplevelse. Det var første gang, jeg rent faktisk fik lov til at være mig selv. Og jeg var hverken til grin eller totalt anderledes. Jeg var bare okay. Underlig oplevelse, fordi jeg har bygget så meget had op til den person, jeg var i gymnasiet. Underligt at skulle acceptere hende som okay pludselig.

Fik endda at vide, at jeg så godt ud. Var glad for den bemærkning.

Og stadig lurer han, Fordi han var den eneste, jeg ikke fik vist mig selv for. Fordi jeg ikke ville snakke med ham eller give ham et knus til farvel. Brugte så lang tid i gymnasiet på at være så forelsket i ham, mens han bare udnyttede mig til at hjælpe ham med opgaverne. Han var den eneste, jeg endnu ikke har tilgivet. Det var ikke, fordi jeg ikke ville snakke med ham, men han er bare ikke tilgivet indeni mig.

Måske om fem år.