Det har været en dejlig og vellykket weekend. Vi har nydt det – både Carlo og jeg. Vi har nydt at åbne vort hjem for dejlige og søde mennesker, der alle har det til fælles at være brugere af Fyldepennen. Endnu en fælles opgave har vi løst – at stable et arrangement på benene og endnu en gang har jeg oplevet at min mand støttede mig fuldt og fast i et indfald fra min side. Vi har nydt at gå og forberede weekenden, vi har nydt at være værtspar og vi nød at være med til Fyldepenstræf.

Jeg sidder og er hel euforisk - jeg tænker på dagen med glæde. Det gør mig så glad, at I – som var med - havde lyst at komme forbi hos os. At I hellere end gerne ville drage langvejs fra forskellige steder i landet til marsken i Ribe. Det gør mig så varmt, at jeres interne brevsystem og mailpost glødede op til træffet, fordi I havde hemmeligheder for. At jeg/vi fik overrakt en gave og kært minde om en uforglemmelig weekend. Det var SÅ dejligt at opleve stemningen, varmen og det gode humør, som I bragte med. Det er dejligt at være med til Fyldepenstræf og det er mindst ligeså dejligt at få lov at åbne sit hjem og arrangere et træf. Det blev et Fyldepenstræf, som vi vil leve højt på i lang, lang tid.

Efter at have vinket farvel til RUTH, Kapa, Wildrose og Peter ved middagstid i dag, varede det ikke længe, inden Minat og jeg også tog af sted. Jeg havde lovet at køre Minat til togstationen. Der kunne godt blive tid til at se noget mere af Ribe og omegn, så vi kørte ud til Kammerslusen, stod oppe på digets top i det dejligste solskinsvejr og kunne kigge vidt og langt omkring. Vi kørte ind til Ribe Domkirke og i dag var kirken åben og vi startede med en tur op i tårnet. Der er mange trin, skal jeg hilse at sige, men hvor var det pragtfuldt at stå deroppe med udsigt til næsten verdens ende – ja, vi er næsten sikker på, at vi kunne følge en lille grøn Belingos færden tværs over Jylland. Vi gik rundt inde i kirken og kunne næsten være blevet låst inde i domkirken. Billetdamen havde glemt os, men vi blev heldigvis lukket ud. Der var tyve minutter til, at Minat skulle med toget, som var blevet fem ti minutter forsinket, men der var heldigvis tid nok til at skifte i Bramminge.

Klokken halv seks skulle vi være på efterskolen til et samtale med Annes kontaktlærer. Vi blev modtaget af en glad og fri datter og vi gik til den bedste og mest positive skole/hjem samtale, vi har oplevet til dags dato. Anne skulle til samtalen oplyse, om hun ønskede at gå på skolen i 10 ende klasse og vor datter sagde, at hun gerne ville skrives op til næste år igen. Det var så dejligt at høre fra hende, for det betyder, at hun er ved at falde godt til på skolen og det er netop det største ønske og håb, som vi har haft.

Nu er det bestemt tid at sige godnat. Jeg er efterhånden godt brugt. Det har ikke skottet på for meget søvn de sidste par døgn. Jeg kan gå i seng med en lykkefølelse og så i morgen vågne op til min fødselsdag. Første gæst har meldt sig til kaffe klokken 10.

En ubeskrivelig dejlig weekend er næsten forbi.

Hyggehejsa fra en træt Nellemor.