...det måtte jo ske..! Sidder her og bander mig selv langt væk over at tingene har bevæget sig ud på dette drev.

T har været sammen med én i weekenden..
Hvordan ved jeg så det...?
Jo jeg overhørte en samtale i bilen, hvor én af hans mange veninder ringede og spurgte til hans bytur og sætningerne blev pludselig så korte.Jeg hørte at hun spurgte om det var én hun kendte. Han sagde at han ville skrive til hende senere. Derefter hørte jeg ikke mere - stod fuldstændig af rent mentalt..! Var slet ikke klar på det. Blev ked af det og vred!!

Vred på mig selv over at det er kommet så vidt...

vred over at jeg ikke kan få ham ud af mine tanker og jeg ikke kan finde ud af mine følelser.

vred over at jeg skulle med derop og sove, når han lige havde været sammen med en anden..!!!

vred over at han sad der i bilen og lod skinne igennem at det havde han, uden at sige det til mig.

vred over at jeg ikke bare tog den næste bus hjem.

vred over at jeg skal til landkamp sammen med ham på onsdag og at jeg ikke bare kan grave mig ned i et hul, langt væk fra ham!

vred over at jeg puttede mig ind til ham om natten og at han synes det var fint. Han lod som ingenting!

vred over at jeg ikke bare kan snakke med ham om det

vred over at jeg vil savne ham så meget i mit liv.

vred på den dumme kat....!!!


Vil så gerne græde. Har den her klump i halsen, men kan bare ikke få det ud!!
Han er da heller ikke værd at græde over..? Desuden er der vel ikke andre end mig selv at skylde skylden på. Han havde jo ikke lovet mig noget...

Nå må ud til mine boller...