Så var det det. Tomheden fylder hver en del af min krop, mens jeg cykler igennem nattens klarhed. Så var det det.

Han fandt en anden efter mig. Hun var bare så smart, at hun droppede ham - det har han jo aldrig prøvet før. Men der røg så alle de gode forklaringer om at have brug for at være alene. Alle de forklaringer, som jeg har klamret mit lille ego til så længe. De røg med ét.

Og den store boble, som jeg havde pustet op. Illusionen om, at han var den eneste, jeg nogensinde ville elske - at uden ham var der ingen kærlighed. Den er væk nu. Luften siver lige så stille ud - og efterlader mig med mit hjerte i mine hænder. Igen.

Jo, det gør ondt, at han har elsket en anden efter mig (men hvem er jeg til at spille hellig?) Men på den anden side - hans problem er jo nok, at han ikke evner at være alene, men klamrer sig til andre. Ved jo godt inderst inde, at jeg har brug for en, der er mere selvstændig.

Og alle de ligegyldigheder, vi kunne snakke om. Der var ikke andet. Jeg nævnte intet om min kæreste efter ham. Ingen grund til det. Havde intet behov for at vise ham, hvor godt det går. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han mærkede det.

Det var fedt at se dig igen... vi må finde på noget igen... Skriv bare... Og så ringer du da bare, hvis du har brug for det...

Jeg sagde i lige måde - og cyklede ud i følelsen af afklaret (lettet) tomhed. Nu er der bare tilbage at slette hans nummer. Endnu et kapitel, som jeg afslutter.