"Jeg kan kende dig på dit ansigt, men ikke på dit hår".
Endelig er der én der siger noget. Det er Dennis. Han har godt nok heller aldrig været mundlam.
jeg var ellers ved at løbe min vej. Jeg havde ikke været der i et år. I fritteren. min gamle arbejdsplads. og da så stod der, var alt hvad jeg fik, mærkelige blikke. granskende. de kunne ikke kende mig, ungerne. jo, de kunne kende mig, men ikke placere mig. tænk, at de kunne glemme mig!
men efterhånden gik der der små lys op for dem og de kom over. krammede mig og sagde at de savnede mig.
lille Natacha siger til store Natascha: "Du kan ikke lide koldskål, vel?"
Ditte på 10 kunne ikke en gang huske mit navn, mens natacha på 7 kunne huske at jeg ikke kan lide koldskål. de er sgu søde, de snotunger.