Når jeg læser min dagbogstekst, slår det mig, at hvis jeg - som socialrådgiver - havde siddet overfor en kvinde, der havde fortalt samme historie, ville have haft meget svært ved at forstå, hvorfor hun ikke "bare" sparkede psykopaten ud af sit liv.
Set i bakspejlet virker det helt absurd, hvordan han kunne manipulere med mig, men det KUNNE han - han var altid mand for at overbevise mig om, at det hele i virkeligheden var andres skyld... min; hans mors; samfundets...
Nå, men: Han fandt ret hurtigt et andet arbejde, men det "passede" ham ikke rigtigt. Han blev udnyttet; han blev ikke værdsat; og hans makker var en dum ignorant, der helst ville arbejde sort.
Samtidigt fik han det psykisk værre og værre: Han kunne ikke sove om natten - og når han IKKE holdt mig vågen, bebrejdede han mig næste dag, at jeg bare kunne lægge mig ned og sove, når han havde det dårligt.. realistisk set: jeg stod op hver morgen klokken 5.30; fik børnene op og i skole; arbejdede 9-10 timer; kom hjem; klarede vasketøj; ryddde op; lavede mad; vaskede op; fik børnene i seng og tilbragte aftenen med enten at bekymre mig om, hvor han var og hvad han lavede ELLER at stå model til bebrejdelser om, at vi ikke støttede ham nok) han havde kronisk ondt i maven og allerværst han begyndte at blive plaget af hallucinationer: utallige gange vækkede han mig midt om natten, fordi han var helt sikker på, at der var folk gemt i garderobeskabe... eller at nogen sneg sig rundt i huset... eller på taget...eller i kælderen.
Min og ungernes hverdag var ændret til et mareridt og jeg kan ikke forklare eller forsvare, hvorfor jeg lod det ske.
Eneste forklaring er, at ét eller andet sted på vejen lykkedes det ham at tørre al skylden af på os - det var vores/min skyld, at han ikke kunne tilpasse sig og at han var ulykkelig. Sandheden var selvfølgelig, at han igen var tilbage på stofferne, men når jeg spurgte ham, om han var på stoffer, svarede han nej og brugte oven i købet min mistanke som bevis på, at vi ikke støttede ham.
.... Jeg vil ikke skrive mere om ham i aften - måske kan jeg imorgen gå videre med historien....
I stedet vil jeg springe til min fødselsdag igår... og endnu engang takke alle jer hjertevarme mennesker, der huskede den - og også alle I, der husker mig ved at bruge tid på at læse dette.... Jeg holder meget af jer alle!
Om natten før min fødselsdag skulle jeg op på toilettet omkring halv tre... da kunne jeg høre, at Elisabeth (på 16)stadig rumsterede rundt. Senere fandt jeg ud af, at hun havde brugt det meste af natten på at rydde op og gøre rent - alle gulvene var vaskede; køleskabet og køkkenskabene gjort rent og hun havde dækket det hyggeligste bord!... og alligevel stod hun op klokken 6 og hente morgenbrød!
Jeg blev vækket klokken halvsyv ved at de tre "store" stod og sang fødselsdagssang - theen var lavet og brødet skåret og "pakkerne" var klar - der var godtnok kun én, nemlig et maleri fra min dejlige datter - og nyudsprungne "goth", Rebekkea: et maleri i oliefarve på karton, hun selv havde lavet:
Et træ omgivet of gult rødt - måske brænder det - måske stråler det.. det udstråler bare kraft... i hvert fald ELSKER jeg det maleri og vil have det professionelt indrammet... det er så ÆGTE.
Anyway: det var en GOD morgen... vi var sammen og hyggede os.
Da Elias (16) var taget til eksamen (10. kl. dansk - han fik 10) og jeg havde afleveret Kraka (1½) i dagplejen, begyndte jeg at pakke til flytningen...
senere kom Kathrine på 18, med gaver, der alle var billige, men alle afspejlede, at hu vidste, hvad der rører sig i mig.
Mere følger imorgen!