Kære Dagbog,

Hvorfor skriver jeg egentlig til dig? Har tænkt en del de sidste par dage - hvad er det jeg har brug for gennem dig?
Jeg har aldrig skrevet dagbog før - heller ikke som barn, måske skulle jeg ha' gjort det - måske var mange usagte ting kommet frem i lyset.
Er du blot mit tavse vidne - eller er du noget mere?

Har jeg igennem årerne gemt mit sande jeg for dit og andres øje... det var jo egentlig det nemmeste... jeres billeder af mig var jo dannet... de billeder jeg tog til mig, og gjorde til en del af mig og mine vaner.

Havde jeg skrevet dagbog noget før, var jeg måske blivet mig selv noget før? Istedet for at vente mange mange år, vente til jeg blev en voksen Quinde.

Eller er det den omvendte rækkefølge... jeg skulle blive mig selv - før jeg kunne skrive dagbog...

Bruger jeg dig som støttepæl i mit hamskifte? Eller er du allerede integreret i mig?

Hvad er min grænse overfor dig? Hvor mange facetter af mig kan du rumme?
Alle tror jeg...

Mit savn, min glæde, min sorg, min kærlighed.

Dagbog, du er en udefinerlig størrelse.

Jeg tror vi vokser med hinanden.