Hvor er det dejligt at være ærlig over for sig selv. Ligenu er jeg skide bange, men for hvad? At Dø ? Ja selvfølgelig! Men hvis det skal være så grimt, som da jeg igår morges fik et nyt epeleptisk anfald, så er jeg rigtig bange.Det bliver pludselig så mærkelig oppe oven i knolden, og jeg bliver hel stiv, sikkert fordi jeg kæmper imod, kan jeg mærke. Jørn var heldigvis hjemme, men det kan sådan set være lige meget, for han kan ikke hjælpe mig, han ville have mig ned og
ligge, men det tør jeg ikke.
Det hele er bare så skørt, jeg tog ind på sygehuset, sidste mandag, for at blive afsluttet for epelepsi ( har ikke haft et anfald siden sept) blev så indlagt med en blodprop i hjertet.
Kommer så hjem og fik så igår et epeleptisk anfald. Jeg håber at det var et engangs tilfælde.Jeg er bare så bange, bare det at stå under bruseren,og tænke på;Hvis jeg nu falder om, så kommer der ingen før til middag. Nå! men badet er jeg ude af, og nu sidder jeg så her og skriver. Jeg har aldrig rigtigt kendt til angst.
Jeg har en veninde, der lider af angst,
de første 30 år af hendes liv var der intet, hun blev gift fik barn, og lige pludselig kunne hun ikke komme ud, andet end hun kunne se sine vinduer.Hun har ikke været ved sine forældrepå deres dødsleje,ejheller deres begravelser, sin datters konfirmation fra kirken, måtte hun se fra en vidio.Det sætter jo en forfærdelige masse begrænsninger for hende, selv om vi ikke kan sammenlignes,så forstår jeg hende meget bedre idag,men vil nok aldrig forstå hende helt,prøvet angsten:Det gør jeg ihvert fald nu. Jeg tror jeg har været gået fra pcer, mindst 20 gange, og har rettet 40 gange. Nej! Angst kan ikke forklares med ord, ihvertfald ikke mens man er i det