Og der sad de - og lod som om, at de vidste mere om kærligheden end jeg. Og måske gjorde de, måske var der ting, der stod dem klart, som jeg aldrig ville forstå. De faldt i søvn, jeg sad og iagttog dem... jeg valgte at gå, at lade dem bag mig - og med dem lade minderne ligge. Ville ikke være i den lejlighed en nat - ville ikke genopleve smerten. Og de troede, de vidste mere. Og måske gjorde de ikke. Jeg rejste mig og gik ud i natten - med minderne tungt på mine skuldre. Og jeg tænkte ikke, og jeg græd ikke. Jeg var bare en skal, hvori de kunne fylde deres tanker, men jeg blev ikke fyldt, jeg var ikke engang tom. Jeg var bare en skal. En skal som på Østers, der lader til at rumme flere tusinde lag, der aldrig vil kunne skilles. De hænger sammen i gensidig afhængighed. Jeg har altid ønsket at være del af noget gensidigt. Jeg har altid ønsket at kende mere til gensidigheden.

Nu er det mørkt udenfor, og mit hjerte slår højere end vindens susen. Og mine tanker er forsvundet bag sorte skyer på en midnatsgrå himmel. Og jeg rejser mig og vender rygge mod ham. Og han ser det ikke, men er der. Og jeg går, men han ikke engang ænser min ryg, selvom han har kysset den med sommerfuglens lethed.

Jeg vil elske ham, det er mit mål, det er derfor, jeg er her. For at elske - og for at elske lige ham, ham, der ikke findes. Eller måske ham, der er for virkelig.

Trapperne knirker, men jeg går videre. Døren er smækket bag mig. De sover derinde bag muren - og de vil aldrig lade mig indenfor - og jeg vil aldrig tage imod deres hænder og arme og kroppe. De beder mig om intet, og jeg beder om intet retur. Kun denne trappe med trin, der knirker under mig. Jeg tænker, at de vågner, jeg tænker, at de ser sig omkring og siger mit navn. Jeg tænker, at de opdager mig igennem min forsvinden.

Natten er mørk. Og jeg går i et med natten.