hey dagbog, jeg har skrevet om det så ufattelig mange gange, men det er kun fordi jeg tænker på det konstant.

Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til min filosofi om, at et liv først får betydning når det er elsket.
Så føler jeg mig igen nyttesløs, afvist.

Så kan det godt være folk siger søde til mig, men de kunne ligeså godt kalde mig for ederes nar. For ordene er tømt for værdi..der burde lægges sag an imod dem, ligesom med selvskabstømmerne.

Jeg hørte engang om piger der tænkte på selvmord, så er det bare jeg tænker..hvorfor kunne de ikke istedet for give deres liv til mig..bare en..så skulle jeg nok værdt sætte det.