Ja, jeg orker ikke at være "høflig" ret ofte.
Spørger folk mig hvordan det går, så siger jeg sandheden.

Er det sådan at jeg ikke gider at forklare mig/ukendte/folk jeg ikke er vilde med, så er jeg "høflig" og siger bare "ok".

Men nej, hvorfor skal jeg sige at jeg har det fint til de som jeg taler med "ofte"?
Jeg kan ikke se grunden til det, og vil hellere sige sandheden. Sige at jeg har det nederen, har smerter, osv.
Hvis man ikke ønsker at høre sandheden, så kan man lade være med at spørge.

Er bange for at jeg får en kæmpe nedtur om snart, for det at komme på badeværelset i morges, var så hårdt at jeg var ved at opgive.
Derude sad jeg og talte højt til "det" som nu engang kunne høre mig.
Desværre fik jeg ikke svar på mine spørgsmål.
Det ville være rart ellers.

Nå, men en ting er at have nedtur.
En anden ting er at jeg ved at på mandag kan jeg ikke have det sådan... mandag og tirsdag skal jeg have det godt.
VIL ikke have smerter, vil være på toppen.
Det "stresser" mig på en eller anden måde at jeg har det sådan, for jeg kan bare sidde/ligge her og ikke gøre noget for det.

Samtidig vil jeg gerne have hytten fin, og ved det hænger på manden, ved hvordan jeg er med det, og at det irriterer mig grænseløst at jeg ikke selv kan det, og at han ikke gør det på den "korrekte" måde - MIN måde.

Mon ikke de fleste kvinder har svært ved at sætte sig ud over deres metoder?
At mandens/andres er bedre??
Kan du??

Nå, men istedet for at være tvær, vil jeg prøve at se lyst på det.. se fordelene..

Tænk at kunne ligge på sofaen og se tv eller være på nettet hele tiden uden at kunne gøre andet.
At kunne ligge og bede andre komme med de ting man behøver.
Vide at andre sørger for maden.

Ses
Annika