Så er den ude..... Min historie om hvordan det har været at miste en person så tæt på. Det har været svært at sidde og skrive denne novelle. For det første fordi den er skrevet som tingene er sket. som en dagbog. Og for det andet fordi jeg har tvunget mig selv til at gennemgå det hele en gang til da den blev skrevet ind.
Men inderst inde tror jeg det hjælper mig med til at komme over denne her oplevelse på en lidt nemmere måde end det ellers vile have gjort. Jeg har tvunget mig selv til at sidde og skrive hver eneste ord ned for at kunne genfortælle den grusomme oplevelse min familie og jeg lige har været igennem.
Måske er det det der kan gøre så jeg ikke mere får grimme nedture, og så jeg kan komme videre med mit liv, men måske den også kan få øjnene op hos resten af min familie, altså dem der læser den, at det ikkek une er en eller to mennesker der er berørt af denne oplevelse, men alle os der har levet sammen.

Jeg ved det ikke, og jeg skal heller ikke gøre mig klog på psykologi selvom jeg har taget en lille eksamen i det. det eneste jeg kan gøre er at bruge denne side og mit tastatur til at komme videre. Jeg er nået dertil nu hvor det kun er mig jeg kan tale med om hvad der foregår i mit hoved, og det har jeg heldigvis fyldepennen til at hjælpe mig med.

Min nye novelle er skrevet så alle kan få en ide om det helvede jeg lige har været igennem, og jeg håber at jeg herinde fremover kan afsætte mine tanker og mine sorger så de kan komme ud. Jeg tror at vi alle når til et punkt hvor vi ike længere mener at det er fair over for andre at fortælle mere om vores sorg, og der er jeg nok nået til nu. Min novelle er min form for endestation overfor min familie, mor, bror, mand og andre, så jeg ikke længere er nødt til at fortælle dem noget som helst. Jeg behøver ikke længere at fortælle dem hvis jeg er ked af det, for de ved det er overstået nu hvor jeg har fået novellen ud på nettet. Jeg kan nu i ro og fred få bearbejdet det jeg aldrig helt har gjort når de var i nærheden. Det kan da godt være at kommer til at koste på hjemmefronten, men det må jeg tage med. Jeg ved at min mand også nu mener at jeg harsorget længe nok. man skal jo videre. som han siger. Og det siger han trds alt selv om jeg sagtens kan se han stadig er ked af det.

Nu vil jeg gå ind i min seng og jeg vil læse min bog. Jeg vil glemme alt om sorg og ulykke, og prøve at slappe helt og aldeles af. Jeg vil prøve at huske på noget positivt, og få en god nats søvn.

Og til alle jer derude.....

Kan i sove godt og drømme sødt.

Bettina


P.S.
den kommentar der skrevet på teksten er fra min mor.