Hej dagbog, - Det er svært, men som altid prøver jeg at lukke for mine egne følelser. Jeg er nød til at være rationel, for alles skyld. Far tænker konstant på den sidste tid, og det går ikke. Der er 59 år at tage fat i, og han holder sig til den sidste tid. Der hvor smerten er, - Det gør ham ked af det. Jeg er selv ked af det, men mor gav mig alt hvad jeg havde brug for. Du sagde at jeg skulle leve mit liv, - det havde du gjort, at din mor døde. Jeg har alt hvad jeg behøver for at klare min sorg, men jeg kan ikke fixe de andre. Jeg savner dig mor, du vil aldrig blive glemt. Jeg hader snakken om penge, og hvordan min far vil give os alt. Jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker ikke, for jeg ønsker ikke at det skal være forbi.

Hvis jeg havde en tidsmaskine, -. ville jeg ændre det jeg kunne.

Jeg overvejer om jeg kan skrive en sang om det.