Jeg sidder samme sted, som forleden, da jeg skrev til mormor.

Igen strømmer en uendelig lun varme igennem min krop og mine smilehuller træder frem.

Min farmor. Ingen over, ingen under, hun var på ALLE måder en fuldkommen fantastisk kvinde og hun har om noget præsteret at lære mig meget imens hun levede, men nok endnu mere, efter hendes død.

Jeg har enorm respekt og enorm kærlighed til og for den dame, som hun var.

Hun var den skønneste bondekone.

Hun kunne lave mad som ingen anden. Med det var langt mere en stemning hun formåede at skabe, end det var maden. Stemningen kom egentlig ikke fra hende, men fra farfar og hans måde, at passe på hende på. Hun havde angst hele livet, og huskes for aldrig som den let bekymrede farmor. Selvfølgelig måtte man ikke gynge for højt, løbe for stærkt, cykle for vildt, lege tag-fat i hendes blomsterbede og det var fantastisk. Det var et helt særligt samlingspunkt og det bedste sted i verden.

Og det kom fra min farfar. Hans evne til at passe på og rumme hende, var fantastisk. De var gift i 64(!) år, noget jeg aldrig kommer til at opleve selv, jeg er simpelthen for gammel, men pyt. Dynamikken var helt unik.

Min farfar var verdensmester i at skabe tryghed for min farmor. Han var faktisk så god til det, at da hun døde, mistede han noget af sig selv, og hans hjerne blev træt. Han blev lidt dement, men forblev glad. Fandt en ny veninde, men aldrig noget eller nogen, der kunne måle sig med farmor. Det var de to, sammen.

I mange år, troede jeg det var min farmor der gav en masse og sørgede for en masse - men jo ældre jeg er blevet, er det gået mere og mere op for mig, at det er min farfar der har sørget for, at farmor kunne sørge for os - hele bunken af børnebørn. Et genialt setup.

Jeg føler mig enormt priviligeret, let og glad og tryg og sikker og passet virkelig, virkelig godt på.

En af de første gange jeg var i hypnose, kan jeg lige så tydeligt huske at min farmor sad ved siden af mig, og holdt mig i hånden. Hun var godt nok død flere år i forvejen, men hendes tilstedeværelse var så intens, så jeg var sten sikker. Jeg kunne mærke hendes fine, tynde hud og hendes varme, knoglede hænder. Det var den bedste følelse. Sådan føles tryghed, bistand og opmuntring. Jeg husker at hypnosen handlede om mig, at jeg skulle få det bedre med noget rideangst, der havde fået fat.

Det er et fantastisk sted at være.

At svæve på mine bedsteforældres opbakning.

Det under jeg alle at prøve.