Jeg ligger på en hotelseng i Trondheim.

Vejret er fantastisk.

Solen skinner stadig - og himlen er bare blå så langt øjet rækker. Jovist - små skyer hist og pist, men det er den lette, hvide, bomuldsagtige slags.

Jeg er også lidt eftertænksom og tænkende.

Jeg har gået hos en psykoterapeut i et stykke tid nu, det har gjort noget. Eller også er tiden bare gået. Svært at sige, for jeg ved ikke hvordan jeg ville have haft det, hvis det var anerledes.

Men jeg er begyndt at kunne kigge tilbage på alt det rod med Teak og tænke - GODT jeg er videre derfra - og samtidig begynder et nyt lille eventyr på en overskuelig gård med JC og hans 7/7-børn.

Min heste giver mega meget mening i øjeblikket og jeg elsker hver eneste tur jeg har med/på dem. Hvad de fortæller med deres kroppe og deres fine væremåder, det er magisk at være med på rejsen. Den ene jeg mødte for første gang, da hun kun var få timer gammel, den anden købt for en arv. Jeg elsker de to - mega forskellige - og samtidig billet til SÅ mange fantastiske oplevelser. Jeg glæder mig til hver dag med dem.

Det slog mig, at jeg er nået til et sted, hvor jeg kan se tilbage og reflektere og børste ting af skuldrene - komme videre og se mig tilbage, lukke et kapitel og fokusere på at være der hvor der sker noget nu. Ikke i det der var, heller ikke i det der kommer - for det kan alligevel nå at ændre sig - men i det nu der er.

Det er et godt sted.