Hej dagbog, - Igår på vej hjem til mine forældre var hunden igen ude. En hund der sidder i indkørslen fra et hus, - den er ikke i snor, men render altid ud efter mine ben, når jeg cykler forbi.. Det var ikke tidspunktet den skulle gøre det igår.. Mit humør var et absolut nulpunkt. Så da den løb ud imod mig stoppede jeg lidt ned i fart..og kiggede ondt på den imens jeg knorrede højere af den, end den kunne gå af mig.. alt min vrede samlede sig som en bold, klar til at sparke kraniet af den lille køter hvis den igen kom for tæt..Jeg kunne høre at en kvinde kom ud og kaldte på hunden.. også råbte jeg ellers at de skulle holde deres køter i snor.. jeg hørte hende sige noget, men jeg kunne ikke høre hvad.. så jeg råbte, at det var loven.. og det er det! jeg har loven stående foran mig her... Jeg finder mig ikke i noget mere.. jeg ved min far også er blevet jagtet af den engang.. og at han sagde, at hunde ejerne ikke kunne se, at det var deres problem... well, nu jagter den altså mig.. og jeg er ikke en du vil bide skeer med..Min dybe kærlighed matches kun af min dybe vrede imod alle der opføre sig uretfærdig imod mig og min familie. jeg er ikke en eller anden lille forsagt mand..der ikke tør og gå op i fjæset på enhver der byder op til dans... Man skal heller ikke forveksle mit arbejds jeg, - med mig!