Hej dagbog, - Jeg skrev til min bror om det igår, at mor ikke ville afsted. Han tænkte med det samme, at hun havde givet op efter det, fordi det selvfølgelig er en knusende diagnose. Så jeg skrev selvfølgelig at det er rigtigt, men det gør også, at man ikke altid kan tænke klart, og træffe de bedste beslutninger. Så han tog over til dem igår sammen med konen, - Det var det jeg håbede ville ske, - hans kone er elendig til at lave sovs, men hun er super god til at snakke med mennesker.. så min bror skrev, at de ville ringe til lægen i dag.

Jeg kan ikke altid overbevise folk om alt, - Men så må jeg finde ud af, hvad situationen kræver for at den kan blive løst. Du kan sige hvad du vil om mig, og hvad jeg gør.. men hvis min mor lægger i smerte og ikke vil afsted..så de kan hjælpe hende..så gør jeg hvad jeg skal gøre!!!

Jeg var hjemme ved dem, - Hun brokkede sig lidt til mig over at min bror og hans kone var kommet. For hun havde ikke lyst til at snakke, og havde ikke energi til noget... og vi skulle bare vide hvor hårdt det var, og at græd hun i 5 sekunder, og sagde at det ikke nyttede noget at græde. Jeg lyttede til hende, men fik også sagt, at det ikke bliver bedre af bare at lægge der. Min storebrors kone sagde at hun kunne ringe til lægerne, og få det ordet.. men så har de alligevel fået taget sig sammen til at ringe selv. Desværre ringede de fra sygehuset idag, imens jeg var hjemme ved dem, at hun først skulle ha taget en blodprøve. Det orker hun snart ikke, også kunne det ende med, at hun først kom afsted tirsdag. Min far ville ringe til dem senere..så det håber jeg, at han gør.

Jeg skrev til min bror efterfølgende, og fortalte ham alt hvad der var sket, og hvordan det gik. Også at hun havde brokket sig over, at de var kommet.. men at jeg mener at det var godt de gjorde, - for hun havde brug for et los i røven!! jeg ved godt, at det er svært når man ikke har krafterne til noget.. det er let, - men noget skal gøres! og jeg kan ikke lade min mor lægge der med smerter. Min bror skrev så tilbage, at hun havde spurgt dem om det var mig der havde sladret! - og min bror sagde til dem, at det skulle jeg gøre! så det er fint nok.. jeg sagde til min far bagefter, da vi gik ud.. at jeg nu var glad for at de var kommet..for det var nødvendigt.. min far mente ikke at man kunne umyndiggøre min mor, - men det handler det ikke om.. Det handler om, at min mor er ked af det.. hun er presset.. og kan ikke overskue det.. så er vi, der holder af hende nød til at skride ind, og træffe nogle beslutninger der måske kan få hende på højkant igen.

Dette er hvad en familie der holder af hinanden gør! nogle familier er det kun af navn..

Jeg fortalte min mor, at hende ved kassen i aldi havde et barn der gik på skolen.. og at hun havde sagt, at alle børn snakker om mig, og kan lide mig.. - Det gjorde jeg ikke for min skyld.. Men fordi jeg ved, at min mor måske ville blive stolt, og få en positiv følelse ud af det.. Hun fortalte det ihvertfald videre til min far, da han kom ind i stuen.

Ærgeligt, at det gik med kærligheden og mig som det gjorde.. Min mor ville ha været glad, hvis der havde været en for mig.. Men jeg er nød til at passe på mig selv.. og være den enlige ulv. No one to give my love then..