Jeg er tilbage.. Tilbage for en stund, hvor længe ved jeg ikke. Men jeg har brug for luft, brug for at trække vejret dybt ind. Længere ind end, jeg har gjort i mange år. Herinde er mit frirum mit skriverum, min stemme, mit andet liv, hvor jeg kan være mig selv, uden filter og uden forventninger.. Jeg har det rigtig svært for tiden, mine sår er dybe og smerten ulidelig. Jeg tror ikke på nogen eller noget, det eneste der holder mig i live er min lille familie. Mine fire vægge og kærligheden fra dine øjne.. Alle andre jeg har haft kærer, vil ikke lytte eller se, at de med deres ord gør mig ondt, og giver mig tilbagegang.. Tilbagegang til tider i mit liv, hvor jeg knækkede og mørket åd mig op.. Tilbagegang til den gang, hvor jeg kiggede mig en ekstra gang over skulderen, låste døren en gang for meget, og gemte mig i skyggerne. Skygger af mørke, skygger af had, som følger mig rundt, som min egen skygge.. Jeg er tryg i mit hjem, men alle andre steder, ser jeg deres skygger. Jeg hører deres stemmer og mærker deres kolde hænder på min krop. Jeg vil ikke tilbage i mørket, jeg ønsker ikke tilbagegang.. Denne gang tror jeg bare ikke på, at jeg kan stoppe tilbagegangen, for deres ord giver mig mareridt og koldsved på min ulykkelige krop.. Jeg er bange, bange for hvad de kan finde på, bange for at de intet gør og bange for, at de vil kontakte mig. De burde ikke vide, hvor jeg er.. For jeg er beskyttet, beskyttet af varme hænder, og elskværdige øjne.. Men de er flere, mange flere end de to kærlige øjne som våger over mig, hver dag, hver minut, hvert sekund.. De er som en hyæneflok, som bare venter på at jeg skal komme tilbage.. Tilbage til deres lille sammenspiste cirkel, hvor der ikke er plads til mig og til de kærlige øjne.. Jeg vil ikke, de kan ikke tvinge mig, men tiltrods for dette, er jeg bange for at tilbagegangen i mit sind æder mig op.. Jeg ser sort, mere sort end jeg har gjort siden jeg mødte de kærlige øjne.. Jeg mærke utrygheden og angsten for at de gør mig mere ondt, ikke fysisk med psykisk med deres ord.. Ord som i sekundet virker latterlige, men i minutterne efter æder mig op og giver mig tilbagegang.. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dem, at de giver mig tilbagegang, de ødelægger mig, slår alt liv ud af mine øjne, samtidigt med at de ødelægger min familie.. Burde jeg skrive til dem, burde jeg gå tilbage, burde jeg lade tilbagegangen trække mig ned, for efterfølgende at kæmpe mig op igen? Jeg ved det ikke.. Ikke endnu... Jeg ved bare, at jeg kæmper mod tilbagegangen og håber at jeg kan blive hængende i mit edderkoppespind, lidt endnu.. I hvert tilfælde så længe, at jeg kan undgå tilbagegang til det liv, hvor jeg mistede kontrollen og blev en omvandrende zombi, på grund af tilbagegang.