Onsdag morgen sad jeg her ved computeren og skulle rette en fejl jeg havde skrevet. Fik svært ved at fokusere og blev ramt af massiv svimmelhed. Claus fik mig til at tage hovedet imellem benene, men det gjorde det ikke bedre. Fik mig ind i sengen og hævede fodenden, men det gjorde heller ingen forskel. Fik ham til at skrive til min ven google vedr. pludselig svimmelhed, men der kom 117 svar. Dog var der en hvor jeg skulle prøve at røre min næse. Venstre gik fint, men højere rystede som espeløv. Claus ringede til akuttelefonen hos lægen, der gav besked på at ringe 112. Jeg tænkte i min omtumlede verden at det var noget pjat. Havde jo ikke de gense symptomer på blodprop eller hjerneblødning! En af ambulancerederne undersøgte mig imens jeg sad i gangen, og gennemgik de symptomer jeg selv havde været opmærksom på. Emma synes det var hyggeligt med så mange mennesker, men var uforstående over at de tog mor med. I ambulancen blev min krop uendelig træt, og når jeg fik muligheden for det, så lod jeg min venstre arm falde ned. Det føles rart! Ambulanceføreren valgte at køre ned ad den vej vi bor - hvor der er vejarbejde. Mærkede de bump i vejen hvor asfalten var raspet af. Tænkte "hvorfor fanden køre han den vej - det er da for dumt". Blev forberedt på at der ville være mange mennesker når vi kom ind på sygehuset. Jeg var faktisk ligeglad! Derinde blev jeg undersøgt igen og hastet i scanner. Den viste 2 pletter på hjernestammen. Der var 2 valg til dette. Den ene var at lade det være og i yderst konsekvent at jeg kunne få endnu en blodprop med dertil kan føre. Den anden var trombolyse med en lille mulighed for dødeligt udfald. Det kunne jeg simpelthen ikke tage stilling til og slet ikke muligheden for at jeg kunne død. Bad om at de hentede Claus. Lægen og ham stod og talte om mulighederne, da lægen lyste mig ind i øjnene. Mine pupiller havde fået forskellige størrelse, og lægen besluttede at jeg skulle have trombolyse i en fart. Efter behandling fik jeg det simpelthen så godt, at jeg kunne danse tango hvis jeg kunne trinene. Det var fantastik og en lettelse. Kunne også se på Claus hvordan hans bekymrende ansigt lyste op. Det næste døgn blev der taget uendelige blodprøver, hjertediagram og blodtryk. Under hele forløbet blev jeg i en uendelighed spurt om navn, cpr, dato og år. Jeg ved godt hvorfor de gjorde det, men synes til sidst at det var lidt træls. Blev udskrevet torsdag ved middagstid. Det meste irriterende er at jeg som udgangspunkt ikke må køre bil de næste 3 måneder. Der kan dog gives lov før afhængig af de nærmere undersøgelser. Det var planen at jeg skulle have været startet op på halv tid i onsdags. Claus sørgede for at jeg blev fuldt sygemeldt igen, samt meldt det til forsikringen. Har forment ham til at passe min lille butik, samt ikke side lårene af mig. Jeg har så til gengæld lovet ham at ringe bare der er det mindste. Jeg har fået yderligere til mit lille apotek, som jeg skal tage resten af livet.
Jeg ringede til refugiet fra Claus' telefon, da jeg ikke havde min med. Ville gerne have at André kendte til situationen. Også hvis der skete yderligere. Claus fik en god snak med ham, og lovede at jeg ringede så snart jeg kom hjem. Som sagt så gjort. Kunne mærke en lettelse da jeg talte med ham.

KYS DET NU - DET SATENS LIV