Jeg ligger i min seng. Der er helt mørkt intet og se. Jeg ligger og lytter til den stile vind udenfor. Det blæser jeg høre dørene rykke sig de siger en knirkende lyd. Ud over det er der helt stille. For stille. Der er så stille jeg kan høre alle mine tanker så højt at det lyder som om de råber af mig. De råber hvad jeg skal gøre. Som om de fortæller mig at noget går helt galt. Hvis ik jeg gør præcis hvad de siger. Når de siger det. Det som om jeg ingen steder kommer. Ingen steder kan gå hen. Uden og føle mig forkert og råbt af. Jeg gør ikke nok. Jeg gør ikke hvad de vil have mig til. Jeg kan ik gøre det de vil have mig til uden at folk tror jeg er syg. Jeg må gemme mig på mit værelse hele dagen. Gemme mig for mine stemmer i hovedet. Gemme mig for mennesker der sender mig blikket når de spørger hvorfor jeg aldrig kommer ud. Den eneste tid jeg for fri for menneskerne i mit hoved. Er når jeg sover. Hvis jeg gjorde hvad de sagde ville folk kigge på mig og tænke hvem er hun hvorfor gør hun sådan hvordan KU hun hun er ond hun er syg hun er dum hun burde ikke leve hun fortjener ikke mad vand varme kærlighed omsorg
Hvad hvis jeg en dag. Gør mine tanker til virkelighed. Så går det ik kun ud over mig. Men alle omkring mig. Nogle gange når jeg går på gaden kan jeg næsten mærke hvad folk tænker om mig. Hun går på en sjov måde hold kæft hun er grim aj hun burde tabe sig lidt håber hun er på vej til fitness hun er ik god nok hun fortjener ik det hun har hun burde bare rådne op. Det hårdt og holde alt det for mig selv. Og jeg ved ik hvor lang tid der går før jeg er helt færdig. Det værste er at det ik hjælper og fortælle folk det for hvad skulle de gøre fortælle mig det nok skal gå. Den har jeg hørt mange gange. Det kan godt være du prøvet og begå selvmord men det skal nok gå. Det kan godt være du har nogle syge tanker men det skal nok gå. Det kan godt være du har været meget igennem men det skal nok gå. Det kan godt være du føler dig alene men det skal nok gå. Ja de går og går men kommer ingen vegne der er ingen hjælp og hente mere. Vi lever i en verden hvor hvis man ik passer ind i deres kasser for man bare stillet en diagnose. Men hvad hvis det ik er det jeg har brug for. Men bare og komme væk et sted uden mine tanker. Uden mine øjne. Uden min mund. Uden nogle mennesker. Uden nogle mave. Uden nogle tidsfornemmelse. Et sted jeg bare kan være mig. Uden og føle noget.