Jeg ved godt, at der har været stille længe.. Måske nok også for længe..
Men jeg har haft brug for at tænke.. Et før lukkede kapitel åbnede for ikke så længe siden en port, til et godt sted i mit liv.. Jeg ved godt, det er sjældne ord fra mig.. Men den der varme og glæde ved det kendte, det trygge og hjertevarmende, har i de sidste dage omfavnet mig.. Men på en og samme tid også forvirret mig. For er det okay at smile, er det okay at vise omverdenen, at jeg tror, men ikke ved om jeg er et bedre sted i mit liv lige nu.. Mavefornemmelsen siger, Ayah se fremtiden, se lyset.. Den lille tunnel der ude i horisonten, med det gullige skær.. Et gulligt skær, som spreder varme, til mit ellers så mørke sind, som er fyldt med uro og dystopi.. Efter et ungt, men skrækkeligt liv, som jeg ikke en gang vil ønske for min fjende.. Hvis jeg altså har en.. Pointe er, at jeg føler at jeg har fået luft.. At tiden peger min vej.. Og for en gang skyld ikke bare løber afsted, hvor jeg må halse bagefter uvidende om, hvad tiden vil mig, eller ikke vil.. Mine tanke er stadig mørke, og jeg ved ikke, om jeg i morgen endnu en gang vil føle at jeg sidder i suppedasen, og det hele sejler den forkerte vej. Men lige i dag, der føler jeg mig elsket, ikke elsket af noget, men elsket af livet, det liv jeg er givet, det liv jeg har levet, det liv jeg lever lige nu, og det liv der står og venter på mig et sted der ude...