Søndagsmorgenbordet var helligt, det visdste alle.
Så Søndagsmorgenbordet I dag var intet andet end det.
Men hemmeligheder et gemt i dette hus og søndag er frarøvet alt helligt i dag.
For dette er denne dag, at min mor aldrig vil tro sit eget blik. Denne dag at min mor fralægger sig sit allervigtigste ansvar. Mig.
Søndag i dag er ikke min helligdag. Det er begravelsen af min uskyld og synligheden af min moders skyld.
Jeg græder og min mor kalder mig sindssyg, for ingen vil nogensinde mig. Mit tøj er stort og jeg vil intet spise for så ser han mig, manden der vil mig om natten når min mor intetsteds er.
Hun bliver vanvittig af mine ord på en søndag.
Hendes øjne ser sig dyrisk døde på mig. Bordet væltes og alt splintres om mine bare fødder. Jeg bankes fast mod skabet af bordet hun desperat hamrer imod mig. Jeg er bange, men kan intet bevæge. Før jeg ser mere har hun grebet om mit hår og løfter mig fra gulvet op af væggen. Mine tæer mærker desperat efter karmen men lykkedes ikke. Mine skrig forstummer i mit hoved og jeg ser kun spyttet og døde øjne. Jeg griber fat om min mors hænder. Jeg kan intet andet gøre.
Hun slipper mig midt i skårene, skubber mig gennem det ødelagte glas og tallerkenerne.
Hjælp mig tænker jeg.
Men ingen ser mig lide nu, end ikke manden, han ser sig væk. Venter sig blot på næste gang.
Min mor forlader mig, jeg er alene. Et helvede min mor skabt.