Først og fremmest! Jeg tror ikke på den slags. Det giver ingen mening i mit overvejende videnskabeligt tænkende hoved, at det skulle kunne lade sig gøre. Omvendt har jeg haft nok videnskabsteori til at vide, at ikke alt kan sættes op og af- eller bevises gennem hypoteser.

Jeg har to heste. Konkurrencehesten og unghesten.

Unghesten er sendt på uddannelse, mens konkurrence har fået selskab af en midlertidig ponyopstalder. Derudover har jeg "mødt" en kvinde på facebook, der efter sigende har telepatiske evner - hun kørte et tilbud, så jeg prøvede. Hvad smider man ikke 200,- efter i disse dage alligevel? Min umiddelbare tanke var, at det var billigt for at få min nysgerrighed stillet.

Inden jeg tog kontakt, lukkede jeg min facebook-profil totalt ned. Det er det eneste sted hvor jeg - omend sjældent - dog deler information og ikke mindst fotos om hvad jeg gør og foretager mig.

Hun ramte skræmmende rigtigt. Hun vidste intet om mig, intet om hesten, udover et billede. To dage forinden, var hesten tilset af dyrlæge, grundet et hævet forknæ. Han går på enefold, så det var ikke et spark. Hun beskrev præcist hvordan skaden så ud, hvordan den føltes og at den var i bedring. To dage senere var hævelsen faldet og knæet så normalt ud igen. Det hele foregik på skrift, så jeg har ikke "afsløret" noget undervejs. Imponerende. Der var også ting jeg ikke kunne gennemskue, men det var aldrig fuldkommen ved siden af. Jeg spurgte ind til de ting jeg ikke kunne få til at give mening, med det resultat at hun forklarede - og tingene faldt på plads.

Jeg er stadig skeptisk, men spurgte hende dog til råds igen, da den unge skulle i tilridning, men indrømmer også blankt, at jeg tror jeg gjorde det mere for min egen trygheds skyld, en hestens.
Den kom afsted, den udvikler sig, og pt er alle glade. De første par regninger er betalt, så lige nu krydser jeg bare fingre for at han arter sig og hurtigt forstår opgave, så han kan komme hjem igen. Jeg vil selv ride. Selv uddanne og udvikle. Jeg vil bare gerne undgå at falde af processen, derfor jeg har købt mig til hjælp. Men hvad - hesten er 175 + over ryggen og jeg har ikke nylig erfaring med tilridning. Jeg forstår godt valget, om at sende ham i byen.

Træneren er fortrøstningsfuld, fornemmer jeg. Unghesten er en bandit, som prøver grænser af og som er skeptisk og ræd. Ræd fordi han har prøvet for lidt i løbet af sit unge liv - jeg har gjort hvad jeg kunne, men det er svært at udsætte ham for verden, når man kun har et lille landsted. Jeg har ikke noget vandspiltov - men har dog lært ham at håndtere en vandslange. Vandspiltovet var han ikke meget for første gang - til gengæld var han så ligeglad med slangen. Ridehuset var også farligt - jeg tror lyset drillede ham og jeg mistænker ham for at være svagtseende på det ene øje. Måske er det skuespil - måske er det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg får meldinger om at han udvikler sig og at det går den rigtige vej, så jeg kan kun krydse fingre for at det passer.

Jeg er godt nok spændt på at få ham hjem, og overtage. Spændt på hvor sensitiv han er - kan han tåle pauser - er han cool nok til en part? Mange spørgsmål - ingen svar. Jeg er sikker på at der over den kommende tid dukker endnu flere spørgsmål op, andet kan næsten ikke lade sig gøre.

Indtil da, nyder jeg kun at have én ridehest at bruge krudtet på. Han går til gengæld som en drøm. Mit mål er baner på 120 med ham - højdeskræk til trods. At svæve over 125 til træning forleden, så let som ingenting, giver virkelig god selvtillid på den konto. Især fordi han sprang stort over og eneste årsag til at vi ikke nappede 10 cm mere, var stævne et par dage senere. Næste gang han går så godt, vil jeg skide stævner et stykke, og bare nyde min kæmpe kapacitet af en springhest. Vi tog hjem derfra med et grin fra træneren og besked om, at med det sidste spring han leverede, var vi også kommet over med god plads, selvom det havde været 150 cm højt.

Sweet. Point direkte ind på selvtillidskontoen - og masser af dem.

Fedt, fedt, fedt! Tænk hvis den unge bliver bare HALVT så god!