På vej hjem fra arbejde stak jeg forbi DOKK1, fordi jeg skulle have fat i nogle haiku-samlinger. Jeg hev ned fra hylderne og fik samlet lidt forskelligt. Klassiske japanske mestre (især en masse Shiki) og moderne dansk nyfortolkning (Tafdrup og Brøgger).

Jeg skriver stadig på Alexas digtsamling. Nye ideer bliver ved med at komme til, men jeg havde alligevel ikke forventet, at hun skulle få lyst til at lege med haiku. Denne rebelske, anarkistiske regelbryder af en kvinde - skulle hun virkelig sætte sig til at tælle stavelser og følge anvisninger?

Jeg behøvede dog ikke bekymre mig.

Jeg læste lidt i de forskellige haiku-samlinger, jeg havde lånt og satte mig derefter med kuglepennen i hånden for at skrible ideer ned. Stavelserne kom af sig selv. Alexa kan godt tælle, vil hun gerne have lov til at sige - men formen. Nej, hun nægtede. Ingen tre-linjers opdeling her. Ingen natur. Ingen overraskelser. I hvert fald ikke på traditionel vis. Alexa siger selv, at hun har (menneskelig) natur med og overraskelseselementer nok, for den del af befolkningen der ikke tror på feministiske observationer. Hun opfylder kriterierne, mener hun bestemt, bare på sin helt egen måde.

Jeg er bare glad for, at hun kan holde sig til 17 stavelser.

Indtil videre har jeg skrevet fire af hendes haiku digte. De står samlet under titlen "cutting up society", måske kommer der flere til af samme slags, måske gør der ikke... Ellers skal der læses nogle traditionelle haiku digte nu og samles inspiration til at skrive et par stykker, kan ske endda fordelt på tre linjer, der er mere standard. Jeg tror, de skal handle om kærlighed.

Bare til kontrast.