Endelig kan jeg komme videre i mit liv. Energien er vendt tilbage og vokser nu frem som et frø, der spirer i det tidlige forår. Snart vil det blive til en farverig blomst til glæde for mig selv, min famile og venner.
I 18 barske måneder har mit smertehelvede varet. Det begyndte d. 7. marts 2017, da en elektrisk skydedør på biblioteket fældede mig. Jeg mistede balancen, faldt omkuld i et tøjstativ, der stod i garderoben. Og der lå jeg med sindssyge smerter og kridhvid i hovedet. Venstre håndled var brækket og spolebenet revet ud. Hele min krop rystede, som var jeg blevet send ud i 20 graders frost uden tøj på.
Søde mennesker hjalp mig på skadestuen, men der skulle gå flere timer - sådan føltes det i hvert fald, før jeg kom under behandling. Spolebenet blev sat på plads og gips lagt på. Røntgen viste at alt tilsyneladende nu ville vokse perfekt sammen. Jeg blev udstyret med smertestillende medicin dag og nat.
Men ak og ve. Urolige nætter fulgte på stribe og sløve dage pga alt det smertestillende. Jeg havde været inde i en af de bedste skriveperioder i mit liv, inden uheldet skete. Og så med et brag væltede hele læsset. Energien var på 0 punket, tristheden meldte sin ankomst, og væk var skriveglæden og energien til det.
Efter 6 uger skulle genoptræningen så i gang, men det var umuligt pga de enerverende smerter. Jeg kæmpede en brav kamp, men smerterne kæmpede endnu mere. Jeg fik cortisonsprøjter, men de hjalp kun kort, og så startede det forfra i trit med at livsglæden og humøret sivede ud af mig.
Jeg blev CT skannet og senere MR scannet, og tiden gik og gik. Over et år var forsvundet, og smerterne låste mig stadig fast, intet kunne jeg lave med hånden uden at flyve i luften af smerter.
Den kirurg, jeg var tilknyttet på hospitalet, kunne godt se, at hånden var skæv og bevægeligheden elendig, men han mente ikke det kunne opereres. Dog valgte han til mit held at "sende mig videre" til en anden operationskirurg. Endelig skete der ting og sager, for hans holdning var, at en operation kunne hjælpe mig. For første gang fik jeg at vide, hvad der var galt med hånden. Ledfladen var knust og gav næring til inflamation med smerter til følge.
Alligevel var operationen en svær beslutning i starten, fordi kirurgen ikke kunne love, at smerterne forsvandt. En vis sandsynlighed var der dog for det. Men hvad nu hvis det blev værre.
Først efter 6 mdr. tog jeg beslutningen, følte ikke der var noge5 alternativt længere. Som jeg sagde til mig selv, har ingen af os nogen garanti for, hvad skæbnen bringer.
Det er nu snart tre måneder siden, jeg blev opereret, fik knoglen skåret over og indsat kunstige "byggesten" , som blev holdt på plads med metalskinne og skruer. Fra den dag er det bare langsomtgående fremad, og gradvist er smerterne aftaget i trit med at glæden, humøret, energien og ikke mindst lysten til at skrive er vendt tilbage.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et ordsprog. Tja, lidt sandt er det vel. I hvert fald har jeg følt, at der skulle ske noget nyt i skriveprocessen. Så derfor er jeg nu her på Fyldepennen, håber den kommende tid at være meget aktivt, få produceret tekster, som folk vil give kommentarer på.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Smertehelvedet er publiceret
23/07-2018 10:02 af
Charlotte Hope.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.